Det er også paradoksalt at se et andet sted: Nemlig på bolig- og transportpolitikken. Enhedslisten som parti siger, det er for den kollektive transport. Men har fra start til slut stemt imod metroen. Helt konsekvent.
Enhedslisten siger, det er for nye boliger i byen. Men stemmer imod, hver gang man skal etablere plads til boligerne.
Enhedslisten siger, det er for kultur. Men stemmer imod etableringen af store kulturinstitutioner i byen. Hvad enten det er fodboldstations eller opera.
Det er skørt. Og sagen er jo bare, at skulle dette parti nogensinde komme rigtigt til ansvar, så ville sådanne personer som jeg selv blive hentet i lastbiler – den eneste forskel ville være, at det måske for syns skyld var på el-drevne lastbiler og ikke diesel.
Derfor er det også forbløffende, at dette gode gamle liberale dagblad netop vælger at hylde Enhedslistens ungdomsbevægelse på lederplads. Partiet støtter en revolution af ejendomsretten, hvor det private skal afskaffes. Det er en krænkelse af de fundamentale menneskerettigheder. De tilknyttede unge har gennem årene, da det hed Socialistisk Ungdoms Front, været forbundet med talrige voldelige og konfrontatoriske aktioner. Og sådan vil det altid være, når man har rødder i den kommunisme, der efter murens fald fik lov til at slippe alt for nemt om ved de indlysende ligheder med nazisme.