Socialrådgiver: Lukningen er en katastrofe

Jeg har i mange år arbejdet som socialrådgiver både i socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, hvilket har givet mig en rimelig god indsigt i de socialfaglige problemstillinger, som mange af vores borgere kæmper med, og i denne kontekst borgere med psykisk sårbarhed.

Kære Lea Wermelin, Peter Juel-Jensen, Jacob Trøst og kommunalbestyrelsen på Bornholm med flere:

I mange år har vi på Bornholm haft væresteder rundt på øen, samt Blæksprutten og Midtpunktet i Rønne. Man skal have sig for øje, at mange af vores borgere med psykisk sårbarhed kan have endog meget vanskeligt ved at skulle transportere sig - ofte grundet en lammende angst. Derfor har kommunen i en del år haft fokus på væresteder rundt på øen, så der faktuelt var et socialt tilbud, som kunne nås af alle, der havde behov herfor.

Over de senere år har kommunen været nødsaget til at skære i tilbuddene ude på øen grundet presset økonomi. Og under flere kommunale budgetbehandlinger har Blæksprutten været i fare for at miste sit tilskud - med lukning til følge. 2023 bliver året, hvor denne risiko bliver til virkelighed. Blæksprutten ser ud til lukke ved udgangen af året. Dette er i min optik en katastrofe.

"Jo, vi har jo to væresteder i Rønne", vil nogen måske tænke. Det kommunale værested Midtpunktet, som er et dejligt sted, som jeg også tit henviser til. Så hvorfor problematiserer jeg så, at man lukker Blæksprutten?

Bent Ole Jensen havde et rigtig godt indlæg i forrige weekends udgave af Bornholms Tidende om værestedet Blæksprutten. Her beskriver han alle de opgaver, som personalet og brugerne løser i deres regi. Og de er mange. Det må være tydeligt for alle.

Problemet er, at der er ret stor forskel på det sociale miljø disse to steder. Blæksprutten er skabt af brugere og drives ved en stor del af frivillige. Midtpunktet er kommunalt drevet, og der er dygtige, dedikerede pædagoger ansat til at varetage driften. Dette betyder, at det i store træk er forskellige borgere, der gør brug af værestederne. Enkelte kommer begge steder. Og mennesker er jo forskellige – nogle kan lide at komme på en cafe, andre kan ikke udstå at komme det samme sted. Og dette bliver et problem – og ikke af i bagatelstørrelse.

For det er mennesker, vi taler om her. Mennesker, der ikke magter at komme på Midtpunktet, selvom der ikke er andre steder at gå hen.

Jeg har eksempler på, at nogle af mine borgere jeg møder, får reelle sammenbrud, fordi de ikke aner, hvor de skal gå hen, når Blæksprutten lukker. Man bliver nødt til at forstå, at for nogle af vores medmennesker, så er denne kontakt og støtte den eneste kontakt og støtte. Og det har i længere perioder været lige præcist nok for dem – men hvad nu? Der må tænkes om og nyt.

Disse mennesker er nogens mor, far, søn, datter, ægtefælle, kammerat – og deres skæbner rammer dermed på mange forskellige måder også alle os andre. Det har der desuden været flere alvorlige og hjerteskærende eksempler på de seneste år på landsplan. Så det her er et fælles anliggende, og KL og Regionernes Psykiatri samarbejder allerede. Men sådan som kommunerne bliver presset på deres økonomi i disse år, så vil den eneste rigtige vej i min optik være, at regionen og KL sammen løfter de problematikker, der er i vores samlede psykiatri. Adskilt "fejer" vi kun inden for vores egne "matrikler" og økonomi – og det er tydeligvis ikke den rigtige vej at gå.