BAT-nedskæring: Den rituelle stammedans

Det er det samme hver gang.

Hver gang, der står nedskæringer for døren i den offentlige transport, udspiller der sig den samme forudsigelige, næsten rituelle stammedans.

Først kommer de dystre meldinger om økonomiske udfordringer og nødvendige besparelser. Derefter følger protesterne fra de ansatte og deres tillidsrepræsentant, som ser deres jobs og vilkår truet. Så melder borgerne sig på banen - de, der er afhængige af busser i deres hverdag.

Politikkerne kommer ligeledes på banen - nogle med løfter om at gøre det så ”smertefrit som muligt” og andre med ord om ”nødvendige prioriteringer”.

Rollespil

Mens denne stammedans folder sig ud, så er alle aktører tvunget til at spille deres rolle.

Borgerne som de bekymrede brugere, politikerne som de ansvarlige ledere, og de ansatte som de loyale medarbejdere, der forsøger at opretholde en service, der langsomt men sikkert, er ved at blive skåret ned til det ukendelige.

Frustrerende

Det mest frustrerende ved denne gentagne dans er, at alle ved, hvordan den slutter.

Trods protesterne og de offentlige debatter bliver busserne færre, afgange forsvinder, og folk ude på øen bliver mere isolerede.

Men alligevel gentager dansen sig gang efter gang, når budgetterne strammes. Det er som om ingen helt tør bryde ud af mønstret, selvom alle godt ved, at det hele kun fører en vej - mod en stadig mere udhulet offentlig transport.

Den rituelle stammedans rundt om nedskæringerne hos BAT er et udtryk for en større problematik - nemlig, at vi ikke formår at tænke nyt eller udfordre de gamle strukturer. Vi ender altid med at diskutere hvor, der skal skæres, og hvordan vi kan gøre nedskæringerne mindst mulig skadelige.

Det må stoppe

Men denne dans kan ikke fortsætte i det uendelige, hvis vi vil bevare en offentlig transport, der fungerer.

Vi er nødt til at stoppe dansen og begynde at tage reelle, innovative beslutninger.

En sidste del af dansen går til chefen, som må træde til som den ufrivillige kirurg, der er tvunget til at amputerer dele af ruterne og afgange med deraf følgende konsekvenser for op imod ti medarbejdere.

Amputationer som disse er symptomer på større fejlslagende politiske prioriteringer. Spørgsmålet er: hvor mange ”amputationer”/nedskæringer kan man egentlige tåle, før man mister evnen til at komme sig?

Det er en alvorlig udfordring, som både ledelsen og politikere må forholde sig til, før det er for sent at redde BAT og den kollektive transport på Bornholm.