Skal Bornholm være EU's madpakke? Dette og andre guldkorn samles nu i hæfte

Skal Bornholm være EU's madpakke? Dette og andre guldkorn samles nu i hæfte
Museumsinspektør Jakob Seerup oplever, at Bornholm har stor international bevågenhed i øjeblikket, blandt andet grundet bombningen af Nord Stream. Med den store opmærksomhed følger muligheder, og her gælder det om at kende sin besøgelsestid, mener han. Foto: Jesper Gynther
DEBAT | Fredag 14. april 2023 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
DEBAT | Fredag 14. april 2023 • 05:30

De seneste uger har Bornholms rolle i Østersøen været til debat i Tidendes spalter, og debatindlæggene bør samles i et hæfte, mener en læser, som torsdag eftermiddag var mødt op til debatsalon i Tidendes kælder. Her kunne han og de mange andre fremmødte få uddybet, hvor debattørerne drømmer sig hen.

Der har været mange relevante indlæg i Tidendes debatsider de seneste uger, mener Henrik Søby, som derfor tog turen fra Svaneke til Nørregade i Rønne for at deltage i en debatsalon i avisens kælder.

Her dristede han sig til at stille et spørgsmål til chefredaktør Kristoffer Gravgaard, for læseren har også selv noget, han drømmer om.

– Jeg kunne godt ønske mig, at de super relevante indlæg blev samlet i et hæfte, så man har et overblik, for der er så mange guldkorn, som er ærgerligt at gå glip af, sagde han direkte henvendt til avisens øverstbefalende, som fortalte, at der allerede var gjort tanker om at gøre noget i den dur.

– Og det her er et ekstra lod på vægten, så det er skrevet bag øret, sagde Kristoffer Gravgaard, som både kigger på at udgive guldkornene digitalt og i fysisk form, hvis der kan skaffes finansiering til at trykke dem.

Europas madpakke

Det kan godt gå hen og blive et stort hæfte, for debatten i Tidendes spalter er kun lige begyndt, og der er allerede kommet rigtig mange indlæg.

I debatsalonen var det da også tydeligt, at der er mange, som har noget på hjerte, når det kommer til at diskutere Bornholms rolle i Østersøen, som har været temaet for den første række af debatindlæg.

Blandt andet har Frederik Tolstrup, landmand og formand for Bornholms Landbrug og Fødevarer, en drøm om, at Østersøregionen bliver EU's madpakke. Klimaforandringer gør nemlig, at det bliver sværere at dyrke landbrug i Sydeuropa, og siden Brexit er det blevet sværere at importere fra Storbritanien, mens krigen i Ukraine også har store konsekvenser for verdens fødevareproduktion.

– Men Østersøen ligger i "guldlokzonen", så vores landbrug heromkring kan i fremtiden komme til at forsyne hele EU, fortalte Frederik Tolstrup, som også drømmer om at kunne bevare et mangfoldigt landbrug på Bornholm.

Samarbejde er vigtigt

Med i debatpanelet, som blev modereret af Mads Randbøll Wolff, var også Niels Chresten Andersen, Peter Kyhn, Lene Degett, Simon Drewsen Holmberg og Jakob Seerup.

De var alle enige om, at Bornholm ikke kan isolere sig selv og være uafhængige, men er nødt til at samarbejde med andre lande og regioner.

Blandt andet talte Lene Degett for, at Bornholm igen melder sig ind i B7, som er et kunstsamarbejde på tværs af Østersøen, og Simon Drewsen, tidligere mangeårig formand for Dansk Kulturinstitut, ser gerne, at der bliver gjort mere for at lave et samarbejde med dokumentarister fra landene omkring os.

Der var også et par gæsteindlæg. Forstander Solveig Thorborg fra Bornholms Højskole fortalte, at hun drømmer om, at alle på Bornholm kommer og vil bruge højskolen og genindtage den som et ressourcecenter, mens Jørgen Hammer drømmer om, at fiskeriet i Østersøen bliver genoprettet, og det kan man eventuelt gøre ved at lægge sten ved de kommende vindmøller, der skal stå i havet, så fiskene kan gyde, og der kan dyrkes muslinger og tang.

Selvom Ukraine er et stykke væk fra Bornholm, var der også en drøm om, at krigen snart slutter.

– Der har været indlæg i dag, som er tungt og trist, men også fulde af håb og optimisme. Og sådan er livet jo. Optimismen må vi have i behold, og der er faktisk noget, Bornholm kan bidrage med i den store verden, opsummerede ordstyrer Mads Randbøll Wolff.

– Og hvad kan vi så hver især gøre for at realisere de her drømme? spurgte han til forsamlingen på omkring 50 personer.

Borgmestermøde med Trefor

Opgaven med at svare på dét spørgsmål fik borgmester Jacob Trøst (K). Han mener, at kunsten er, at identificere de gode initiativer og så gå med dem. Og det kan være baseret på en mavefornemmelse eller kolde data.

– Det som er med til at drive os fremad er at se mulighederne i de ting, som tårner sig op i horisonten. Der vil helt sikkert også være brok i processen, men det er fint, så længe det ender med, at vi får det bedste ud af det, sagde borgmesteren, som mener, at han selv er god til at følge sit eget råd.

– Jeg tager selv ja-hatten på og ser muligheder frem for begrænsninger, men jeg skal også passe på ikke at blive for lalleglad. Heldigvis har jeg en sund skepsis med min erfaring som politimand, fortalte han.

Mens man måske kunne fristes til at tro, at Jacob Trøsts egen drøm er, at regionskommunen får en bedre økonomi, så er det nogle andre ting, han peger på. Han drømmer om, at der kommer flere projekter, som er startet af borgerne selv, da de bedste projekter starter nedefra, og så drømmer han om, at der bliver dannet endnu flere relationer på Bornholm og til resten af landet.

– Jeg har selv oplevet, at det er vigtigt at komme ud og møde de mennesker, vi kan arbejde sammen med. Og det er uanset, om det er på Bornholm, i resten af Danmark eller i Europa.

– Jeg har lige mødt Charles Nielsen fra Trefor, som I måske har hørt om. Vi havde et møde på en time og efter det møde, sagde Charles til mig, at nu syntes han, at det fremover bliver nemmere at ringe til mig, nu hvor vi har mødtes, fortalte borgmesteren, som ligesom resten af bornholmerne drømmer om billigere nettariffer.

Den næste debatsalon afvikles den 23. maj i det gamle elværk på Lille Madsegade 34 i Rønne, og temaet bliver energiøen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT