Regeringen presser unge bornholmere

Regeringen presser unge bornholmere
Campus Bornholm. Foto: Marine Gastineau
KOMMENTAR | DEBAT | Fredag 8. november 2024 • 19:00
Af:
Amar Dlakic
Emil L Boesen
KOMMENTAR | DEBAT | Fredag 8. november 2024 • 19:00

Finanslovsforslaget medfører håbløshed.

Regeringens udspil til finanslovsforslaget for 2025 har en målsætning om at skabe en bedre social balance, gavne videregående uddannelser i provinserne, samt sikre kvalitet og et bredt uddannelsestilbud for alle. Men er det også udfaldet i unge bornholmeres situation?

Fusioneret og udkantstilskud

Finansloven foreslår en forhøjet model for udkantstilskud, men denne tager ikke tilstrækkeligt hensyn til de særlige geografiske og demografiske forhold, som kendetegner Bornholm.

I modsætning til områder som Lolland, hvor uddannelsesbyerne Maribo og Nakskov tilbyder flere uddannelsesmuligheder inden for rimelig afstand, så har Bornholm ingen sådanne alternativer. Bornholm er derfor i en særlig udfordret position sammenlignet med brofaste øsamfund som Lolland og Falster.

Færre penge til Bornholm

Udspillet til finanslovsforslaget 2025 vil ifølge Campus Bornholms ende med at koste os en million kroner, da A-fagstaksameterne afskaffes, og der er et bortfald af tilskudsmidler på cirka 600.000 kroner efter den nye tilskudsmodel for det sociale taxameter.

Dog kan vi se et løft på cirka 300.000 kroner til harmoniseringen af STX og HHX undervisningstakster.

Det vil samlet set give 1,3 millioner mindre i tilskud til gymnasiet på Campus Bornholm, som i forvejen er en økonomisk udsat institution. Dette ville være fint, hvis hensigten var en anden end at styrke fusionerede provinsinstituitoner, hvor vores campus altid har været en eksemplarisk perle for hele landets uddannelsesinstitutioner.

Det dræner håbet

Når regeringen kommer med et udspil, som dræner håb og muligheder for den enkelte bornholmske elev, så bidrager dette til den i for vejen presserende fraflyttelses-tendens blandt de bornholmske unge.

Når A-fagstaksameterne afskaffes, så er der stor chance for, at blandt andet naturfagene, som udbydes på højt niveau, ikke længere vil være en realitet. Dette vil ligeledes betyde, at udvalget af uddannelser vil blive drastisk reduceret, som yderligere vil medvirke i en stor migration fra vores dejlige ø.

Desuden tvinges de unge mennesker til at flytte over og gå på alt for dyre og fornemme sjællandske kostskoler, som de kun vil have råd til, hvis deres velhavende, overklasse, privilegerede forældre åbner pengepungen. Lige pludselig bliver der tilføjet en ekstra eksistentiel byrde på de unges skuldre - nemlig selvstændighed og økonomiske og materielle ressourcer. De unge har allerede nok at se til på det sociale og akademiske plan - de har sågar et fritidsjob og andre hobbyer, som i forvejen fylder mere end rigeligt i deres dagligdag.

Konsekvenser og håbløshed

Kære Christiansborg, tror I virkelig, at dette kommer til at afhjælpe den forværrende trivselskrise, som unge oplever i dag? Tror I virkelig, at dette vil støtte de tit henkastede provinser? Tror I virkelig, at uddannelsessystemet har brug for flere rusk efter den meget kritiserede folkeskolereform i 2013?

Unge mennesker i udkants- og provinsdanmark er fanget i et helvedes virvar af forvirring og hjælpeløshed. De vil blive yderligere udsatte og i endnu større risiko for en ringere uddannelseskvalitet.

Vi unge i provinsen er nødsaget til at råbe op! Vi kan ikke se bort fra et årtis negligering fra snobbede bureaukrater fra hovedstadens højborg. Noget ulmer i de unges rækker, og idéen om aktion er ikke uhørt.

Der er opråb og diskussioner i alle hjørner af Danmark om, hvorvidt vi kan tillade os selv at lægge os fladt ned og blot håbe på en ændret tankegang fra regeringen. Kan det at organisere os - os der mærker smerten af uigennemtænkte reformer og grove nedskæringer i investeringen som vores nu engang er - virkelig være den eneste mulighed for os unge bliver hørt?

Vi håber på, at dette debatindlæg vil minde jer om, at der også i udkantsdanmark findes unge der iver efter at blive hørt.

Kommentator

Amar er en af vores faste kommentatorer. Han er formand for Bornholms Ungeråd. går i 3.g på Campus og er aktiv i mange forskellige sammenhænge.

Den gang skriver han sammen med Emil Linnebjerg Boesen, som også går i 3.g. Emil er talsperson for skole og uddannelse i Ungerådet, er forperson for STX-elevrådet samt aktiv i Enhedslisten og Rød-Grøn Ungdom



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT