Ramt af misbrug

KOMMENTAR | DEBAT | 6. FEB • 19:00
Af:
Danny Christensen
Allinge
AAer på 21. år
KOMMENTAR | DEBAT | 6. FEB • 19:00

Det rammer mange, men der kan altså gøres noget ved det.

I mange familier er det enten far eller mor, der er ramt af problemer med alkohol eller stoffer. I andre familier er det den unge selv. Familierådgivning findes i Fri af Misbrug, som hjælper familier med at tackle problemerne.

Det er en gratis anonym rådgivning, hvortil man altid kan ringe.

I løbet af et år får rådgivningen over 500 henvendelser - fra alt fra fædre og mødre, til bedsteforældre og andre pårørende, som har misbrug af alkohol eller stoffer tæt inde på livet.

Ikke kun misbrugeren

Vi er sat i verden for at hjælpe familier, hvor en mor, far eller en partner har problemer med alkohol eller stoffer.

For bedst muligt at kunne hjælpe den, der har et misbrug, er det en god ide at inddrage partneren og bedsteforældrene. Det er dem, der er tættest på og også dem, som kan skærme børnene for den belastning, som et misbrug er.

Ifølge Sundhedsstyrelsen vokser 109.000 børn op i hjem med alkoholmisbrug. Dertil kommer misbrug af stoffer såsom kokain, hash og receptpligtig medicin. Det betyder, at tusindvis af børn hver dag er belastede af en forælders misbrug, og det kan have konsekvenser i form af angst, depression, selv at udvikle et misbrug, dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet og andre former for mistrivsel.

Det mest uhyggelige er, at kun fire procent af forældre med misbrug får hjælp. Fire procent! Det viser, hvor utroligt vigtigt det er, at vi gør noget ved det - både som samfund, som fagpersoner, der har kontakten til børnefamilierne, og som pårørende.

Vores ansvar

Det er os, der skal opdage, at den er gal, og det er os, der skal støtte familien med at få den rette hjælp.

Ingen børn burde leve i skyggen af mors eller fars misbrug. Bedsteforældre er en vigtig ressource. For ofte er det netop dem, der er tættest på børnefamilierne, og som har det nødvendige overskud til både at række ud efter hjælp og til at skærme børnene fra faderens eller moderens misbrug.

Man ser et kæmpe potentiale i bedsteforældrene. For de er en hel unik ressource i langt de fleste børnefamilier. De ved, hvordan familien har det og har direkte adgang til deres børnebørn. De kan derfor både støtte familien og tage sig af de små, når der er behov for det.

Erfaring

I min egen tid som ung misbruger var der ikke dette led til at gribe ind, idet vores misbrug forekom på lærlingehjem og ungdomspensioner, hvor opsynet var temmelig beskedent.

Det var gadens parlament, der herskede, og vi lærte det på den hårde måde - både at bruge stofferne i 60erne og senere selv at vænne os fra dem. Mange nåede det dog ikke, og de døde derfor af en overdosis eller forsumpede. De fleste af os fortsatte med et stort alkoholforbrug.

Behandlingstilbud

Her på Bornholm findes to fremragende døgnbehandlingstilbud, indslusningen i Randkløve i Bølshavn og udslusningen på Sct. Ols, i Olsker.

Her tilbydes blandt andet døgnbehandling for unge over 18 år samt voksne, der har et misbrug og som ønsker at blive stoffri. Det kan for eksempel være et alkoholmisbrug, et hashmisbrug, eller en anden form for stofmisbrug.

Behandlingen foregår her på Bornholm, hvortil der kommer misbrugere fra hele landet. Det hele foregår i naturskønne omgivelser og med et topkvalificeret personale. At der drikkes mere i et ø-samfund, er for længst konstateret. For eksempel er Fanø den kommune, der har landets største andel af alkoholikere.

140.000 danskere er afhængige. Dette er et faktum - altså også her på Bornholm, hvor der er rigtig mange “tørstige sjæle”, som jeg bare plejer at benævne dem.

Men det kan man altså gøre noget ved. Hvis man virkelig har ønsket om at stoppe, så er der kvalificeret hjælp at hente - over hele Danmark.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT