Pavas charterplaner

Pavas charterplaner
KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 20. marts 2023 • 05:30
Af:
Poul Pava
KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 20. marts 2023 • 05:30

Pava vil ind på chartermarkedet og peppe de bornholmske charteroplevelser lidt op med et nyt Thailand-tiltag.

Hej Pava. Har du en skarp tekst på vej? Mandag offentliggøres placeringen af landanlægget på Energiøen – her kunne du fortælle et par sandheder – alternativt er din ven Ibi Pippi blevet dømt – måske du har mod på at tage en tørn for kunsten der? Det er mest spændende med Bornholm. Men alt er muligt i din hånd, Pava.

Jeg er i Jylland for at male en gyllevogn. Jeg har ikke tid. I må skrive selv om det emne. Jeg har heller ikke forstand på det elværk, og det hele er besluttet i forvejen af lobbyister og den slags. Ibi Pippi. Han kan komme i thailandsk kvindefængsel i 10 år. Så kan han lære det. Ha ha. Men omkring hele det el-halløj, så mener jeg jo, at det i bund og grund er en stor sammensværgelse, og fik jeg lov at bestemme, så satte vi atomkraften i gang. Det er den bedste løsning på klimaproblemerne i denne verden, mens vindenergi og elbiler og mange andre tiltag er vi ikke herre over. Jeg gider slet ikke blande mig i de debatter, for det giver ingen mening. Det hele er nemlig besluttet på forhånd - lidt ligesom det coronaværk var besluttet på forhånd. Det er ikke så vigtigt, om det virker eller ej - eller er den bedste løsning. Det er bare sådan, det er. Vi kan hverken gøre fra eller til – magt og monetos talks basta.

Javel ja. Nu ikke så negativ Pava. Du kan jo skrive om det, du har lyst til så. Men jeg skal snart have den klumme. Hallo.

Jeg er ikke negativ. Jeg er bare realistisk, og uanset hvad jeg skriver, eller du skriver Kristoffer, ja så ændrer verden sig ikke en pind. Den ændrer sig ikke en hvid søren politiker pind - det er hverdagen, der tæller mest for mig. Verden går sin egen gang, og det giver nemlig mening - men absolut ikke at skrive om den - for den ændrer sig aldrig nogensinde - never.

Det et vældigt humør, du er i Pava.

Gu er jeg ej. Jeg tager til Bangkok i næste uge - væk fra det hele. Og jeg har tænkt på at undersøge muligheden for at lave et rejseselskab og en direkte linje mellem Bornholm og Bangkok. DAT har fly, der er store nok til at flyve den distance, og så med mig som rejseleder one night in Bangkok, og så en anden rejseleder til alt det kedelige i Hua Hin-området. Det går jeg i gang med at undersøge. Måske et Klub Tidende tilbud vi kan køre til efteråret? Folk er trætte af alt det Gran Canaria og Tyrkiet gejl. Der skal andre boller på suppen end grisefest, røvfis og farvelade på de rejser. Det vil jeg lave om. Yes. Så er det sagt herfra, Jylland. Hallo.

Du lyder lidt negativ. Du kunne tegne en tegning, der er positiv til Tidende i stedet for. Bangkok er vi ligesom færdige med. Men gode tilbud til Klub Tidende er mere end velkomne. Vi skal hjælpe læserne. Find nu på noget sjovt og godt. Det ved jeg, du kan - og helst om Bornholm.

Nå. Så laver jeg en tegning og sender ind. Hvor stor må den være? En helside eller mindre chef? Hallo? Jeg er fandme da ikke færdig med at tale, inden du altid lægger på. Hmm. Du kan selv være negativ. Skal den være i farver eller bare sorthvid? Nå så farvel.




Følg debatten på facebook!
'JEG HÅBER, MAN BLIVER LIDT GLAD, NÅR MAN STIKKER HOVEDET IND''JEG HÅBER, MAN BLIVER LIDT GLAD, NÅR MAN STIKKER HOVEDET IND''JEG HÅBER, MAN BLIVER LIDT GLAD, NÅR MAN STIKKER HOVEDET IND''JEG HÅBER, MAN BLIVER LIDT GLAD, NÅR MAN STIKKER HOVEDET IND'
FÅ ABONNEMENT