Leif Olsen: Samarbejde kræver tillid – og at man ved, hvad man selv vil

Kommunalbestyrelsen virker faktisk lidt trist og træt allerede.

KOMMENTAR

Mange har set på den siddende kommunalbestyrelse med en vis undren. Vi havde et kommunalvalg, der vendte op og ned på bornholmsk politik, en kommunalbestyrelse med mange nye medlemmer, en konstituering med en konservativ borgmester, baseret på EL og uden S og V.

Det så spændende ud. Var det en ny begyndelse?

Al begyndelse er svær, men folk som Riis (EL), Schow (V), Kofoed Persson og Danielsson (DF) og Thors (S) er erfarne politikere.

Jeg må så sige, at det måske ikke er blevet så spændende, som jeg havde håbet.

Hvorfor?

En af årsagerne er de mange nye medlemmer. I modsætning til hvad nogle tror, så er kommunalpolitik hårdt arbejde. Der skal bruges mange timer på at læse papirer, på møder, diskussioner, overvejelser, medierne; min erfaring siger, at arbejdsugen er på mellem 15 og 40 timer afhængigt af position og udvalgsposter, hvis du vil gøre det ordentligt (som ny tager det flere timer). Det er mange aftener og weekender, der forsvinder, og familiemæssigt er det udfordrende.

Når dertil lægges, at betalingen er begrænset – hvis du ikke er borgmester eller udvalgsformand – og at du aldrig har fri fra medier, sociale medier, mennesker i brugsen med videre, så er det en belastning.

En anden årsag er, at vi fik en ny borgmester – ikke blot en borgmester, som var ny, men som var ny i kommunalpolitik. Det er der ikke noget galt i, men hvis nye kommunalbestyrelsesmedlemmer har en stejl læringskurve, så er kurven for en ny borgmester, at sammenligne med Mount Everest – især med en usædvanlig konstituering af EL, K og DF (+KD). Jeg har stor respekt for Trøst som person og politiker, men der er et 'borgmester-håndværk', som han ikke endnu behersker.

En tredje årsag – og reelt den vigtigste – er, at der mangler tillid og vilje til samarbejde. Det er det, som jeg vil forholde mig til.

Samarbejde

Samarbejde er – især i kommunalpolitik – alfa og omega, fordi der næsten aldrig er et parti, der har et flertal.

Rundt i kommunerne ser man mange utraditionelle samarbejder, men Bornholm tog prisen med en konstituering af K, DF og EL (+KD) med Enheldslisten som suverænt det største parti.

Målet var helt klart – hold S og V ude, og det lykkedes.

Problemet er, at partierne ikke har nogen plan udover dette; man var enig om, hvad man ikke ville have, men der er ingen enighed om, hvad man vil.

Derfor så vi i 2022, at Enhedslisten pludselig springer fra sine konstitueringspartnere og går sammen med S og V om et budget med et smalt flertal – reelt det, som EL beskyldte S og V for at gøre i 2021. Tilsyneladende gjorde de det uden seriøst at forsøge på at inddrage eller informere deres samarbejdspartnere i DF, K og KD.

Mest ødelæggende er, at ingen vil tage ansvar for dette. Enhedslisten holder – helt usædvanligt – lav profil, borgmesteren skælder de andre ud, S forsøger at tørre ansvaret for ubehagelige besparelser af på medarbejderne, som 'jo har udarbejdet forslagene'. Undtagelserne er nok V, som siger, at de fik det 'bedst opnåelige' og DF, som siger, at de 'ikke havde en chance'.

Hvorfor er det alvorligt? Det er det, fordi stort set alle ser det som et tillidsbrud – og tillid er afgørende i politik!

Hvordan ser man manglen på tillid? Tja, der er de klare eksempler: Borgmesterens 'udvandring' fra budgetforhandlingerne, budgetvedtagelsen, S-gruppeformandens exit, den manglende vilje til at løse S’s problem med en plads i økonomiudvalget etc.

På et 'lavere' niveau ser man det efter udvalgsmøder, hvor der meldes forskelligt ud, tale om manglende oplysninger, forskel på indstillinger i udvalgene og i kommunalbestyrelsen osv.

Lidt mere 'søgt' ser man det også i det faktum, at kommunalbestyrelsens flertal har annulleret flere store beslutninger – strategiplan for Rønne, Nordliv, det 'nye rådhus' osv. – men der er ikke kommet noget i stedet for.

Endelig bemærker jeg, at man faktisk hører ganske lidt til de mange nye kommunalbestyrelsesmedlemmer – i hvert fald hvad jeg ser og hører. Er der ikke plads til dem eller 'tør' de ikke? Tillid skal jo også eksistere indenfor de enkelte partier. Dette kan så nå at ændre sig endnu.

Tillid

Tillid er personlig – den har ikke noget med partier at gøre. Jeg har haft partifæller, som jeg ikke stolede på og mange, som jeg stolede på; jeg har haft politikere fra andre partier, som jeg stolede på, og nogle, som jeg ikke stolede på.

Hvis jeg skal nævne to ekstreme eksempler.

Torben Rønne-Larsen fra DF og jeg var uenige om næsten alt, men hvis du lavede en aftale med Torben, så holdt den. Vi havde ikke et stort politisk samarbejde, men jeg stolede på ham.

Til gengæld arbejdede jeg i mange år sammen med Grosbøll fra S, og vi var enige om meget. Det var et godt samarbejde, men – jeg stolede ikke på hende. Hvorfor? Fordi vi før valget i 2013 havde aftalt, at vi skulle tale sammen. Det løfte brød hun og gik med Venstre. Det var hendes ret, men det betød, at jeg i alle år var forsigtig i forhandlinger med hende, for det kunne jo ske igen.

Jeg tror og synes, at jeg ser en mangel på tillid mellem politikerne i kommunalbestyrelsen. Når der ikke er tillid mellem i hvert fald de ledende politikere, så er det svært at lave kompromisser – fordi man hele tiden skal dække ryggen.

Jeg tror også, at der i nogle af partierne er en mangel på tillid til hinanden – ingen nævnt, ingen glemt. Det gør, at partiernes repræsentanter har svært ved at lave kompromisser, fordi de kan blive underkendt af eget parti.

Men det er cirklens kvadratur. Tillid kan kun opbygges, når man er en gensidighed, og gensidigheden kan kun opleves, hvis der er tillid.

Politisk ståsted

Udover tillid er der en anden forudsætning for samarbejde: At man ved, hvad man selv vil, og at man har en klar fornemmelse af, hvad de andre vil. Kun på det grundlag kan man lave kompromisser a la 'okay, vi giver os her, men så får vi noget her, og så bakker vi begge op om det samlede resultat'.

Men hvis man ikke ved, hvad man selv vil og ikke har en fornemmelse af, hvad de andre vil – hvordan skal man så kunne lave et kompromis, der rækker ud over dagen og vejen? Det kan man ikke, hvilket er tydeligt at se i kommunalbestyrelsen.

Tag ikke fejl – selvfølgelig vedtager kommunalbestyrelsen ting, og selvfølgelig sker meget i enighed – men jo ikke om de 'svære' ting, og det er problemet.

Hvad kan gøres?

Jeg tror at det bliver vanskeligt i hele denne periode, men noget kan da gøres.

Borgmesteren har ved budgetforliget mellem S-V-EL mistet en del initiativ, men her har han en mulighed, for det kan heller ikke været tilfredsstillende for resten af kommunalbestyrelsen; den virker faktisk lidt trist og træt allerede.

Så drop et enkelt budgetseminar og saml ikke hele kommunalbestyrelsen, men lederne af de enkelte partier/grupper til en uformel dag, hvor man taler sammen, spiser sammen, griner sammen.

Opstil nogle mål – for Guds skyld ikke 'fælles' mål, da de altid bliver alt for luftige – men hvad der er partiernes mål.

Hvis man kender hinandens mål, så kan man lave kompromisser, og så kan man få gensidig tillid, og det kan være en start.

 

Leif Olsen

Er kommentator i Tidende.

58 år.

Lektor og ansat på Campus Bornholm, hvor han underviser i dansk og engelsk.

Tidligere medlem af amtsråd og kommunalbestyrelsen for SF.

Bosat i Tejn.