Glemmer vi det mon? Er vi begyndt at tage succesen for givet? Farligt og ufortjent i så fald, for bag enhver af de mange succeser står der gæve bornholmske kvinder og mænd, der lige så godt kunne have gået på bagdelen, som de kunne have lykkedes med forehavendet.
Der var også en gang, hvor Johan Bülow stod og biksede i et køkken og ikke kunne hitte ud af at lave lakrids. Og der var en anden gang, hvor René Pedersen, "Smeden", såmænd bare ville lave en chilisovs til eget brug uden at skænke det en tanke, at hans stærke sager måske også kunne sælges. Så at sige alle de nye bornholmske producenter har en historie af den slags.
Blandt de nogenlunde nyligt tilkomne er Nxø Brewery, der gør sig i gæret sodavand og vandkefirperler, et vidunderligt ord og noget, der også rigtig gerne må slå an som noget helt unikt bornholmsk. Torsdag rykkede indehaver Paulie Melnyk hele baduljen fra Sønder Hammer til Brogade i Nexø med det sigte at lade sit publikum følge med i produktionen – men sørme også og endnu vigtigere gøre stedet til et supermarked for bornholmske fødevarer. "Holmer" har han kækt kaldt butikken.
Nu sømmer det sig ikke for pressen at foreslå, hvor folk skal handle henne, men her er det godt nok fristende at gøre en helt sjælden undtagelse. For selvom vores fødevare-fyrtårne nu lyser over hele landet, er de fleste af dem stadig afhængige af hjemmemarkedet. Og det hjemmemarked, venner, det er os alle sammen.