Leder: Hvad finder Sverige på den 14. februar?

Leder: Hvad finder Sverige på den 14. februar?
Foto: Klaus Holsting
| ABONNENT | 30. JAN 2021 • 09:06
Af:
Øjvind Hesselager
| ABONNENT
30. JAN 2021 • 09:06

LEDER

På sin vis er det jo et smukt symbol. Samtidigt med at både Danmark og Sverige er i semifinalerne i VM i håndbold, kommer budskabet om, at det nu igen bliver muligt at rejse fra Sjælland til Bornholm via Ystad. Vi forbrødres igen.

Det var også på tide, kan man tilføje. Og inden vi jubler for højt – og her tænkes ikke på håndbolden – skal vi huske, at de aktuelle lempelser, der giver transit gennem Sverige, højst gælder 14 dage. Og hvad gør svenskerne så?

Den svenske regering indførte umiddelbart før jul 2020 indrejseforbud fra Danmark til Sverige for at begrænse spredningen af coronavirus. Kun danskere med adresse på Bornholm kunne få undtagelse.

 

Bornholm skal ikke administreres
som den nationale blindtarm.

 

Nu kommer der en undtagelse, som gælder fra mandag den 1. februar. Ordene falder således på den svenske regerings hjemmeside:

”Dagens beslut innebär att regeringen breddar ett redan befintligt undantag för resor mellan Bornholm och en annan del av Danmark.”

Og lidt mere præcist i denne sætning:

”Ändringarna innefattar ett generellt undantag från inreseförbudet för resor mellan Bornholm och övriga Danmark.”

Det svenske indrejseforbud har altså nu en generel undtagelse, når det handler om rejser mellem Bornholm og det øvrige Danmark.

Men det kan være en stakket frist. For de svenske regler om indrejseforbud og diverse undtagelser er kun gældende til senest 14. februar 2021, hvilket den svenske regering fra første færd har understreget således:

”Det är för tidigt att nu säga vad som kommer hända efter den 14 februari. Regeringen analyserar situationen löpande och kommer noga överväga olika vägar framåt och fatta de beslut som behövs.”

Bornholm får altså et hul på maksimalt 14 dage, hvor normaliteten kan indfinde sig. Derpå ved ingen reelt, hvad svenskerne beslutter.

Tiden er knap. Danmark skal sikre, at alle regioner – også Bornholm – kan trafikbetjenes normalt, også når en anden stat bruger sin suveræne ret til at lukke grænsen.

For dette er ikke et svensk, men udelukkende et dansk problem. Og problemet er, at ingen et sekund har overvejet, at Sverige ville få behov for at lukke grænsen.

Det har taget seks uger at få åbnet for transit gennem Sverige. Der er maksimalt to uger til at sikre, at Danmark får en permanent ordning efter 14. februar.

Det er forståeligt, at borgmester Thomas Thors (S) er tilfreds lige nu.

– Det er rigtig, rigtig glædeligt, og vi er meget taknemmelige for transportministerens indsats. Det har været nogle meget intensive dage med mange kontakter rundt om i Sverige, der har ført til, at vi nu har fået det her lykkelige resultat, som han siger til Bornholms Tidende.

Men vi burde aldrig have stået i denne situation. Bornholm skal ikke igen administreres som den nationale blindtarm, ingen rigtigt ved, hvad de skal stille op med. Vi er en fuldgyldig del af riget.

Derfor: Vi skal inden den 14. februar, hvor svenskerne igen kan ændre alle regler, have en permanent ordning. Det er kort sagt nu danske politikere, også de lokale, skal få armene ned og ærmerne op.