Lad os ikke kaste med sten, når vi selv parkerer i et glashus

Lad os ikke kaste med sten, når vi selv parkerer i et glashus
KOMMENTAR | DEBAT | Fredag 4. august 2023 • 05:30
Af:
Peter S. jacobsen
Svanekevej 42
Svaneke
KOMMENTAR | DEBAT | Fredag 4. august 2023 • 05:30

Måske vi skulle starte med at få styr på vores egen parkering hele året, inden vi sætter fingeren på, hvad vi tror, er det ømme punkt.

Ja, den er god nok, overskriften er en henvisning til den gamle talemåde ”man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus”.

Vi, bornholmere, parkerer alt for meget og for tit i modstrid med reglerne. Det dur ikke.

Meningerne er mange, nogle vil tjene penge, nogle vil ”trafikregulere”, nogle vil have kørende helt til butikken, de fleste vil nok bare gerne have ordnede forhold. Vi lever på en ø med lidt over 19.000 biler, der i en kort periode hen over sommeren næsten bliver fordoblet. Selvfølgelig er der forskel på ”reguleringspotentialet” sommer og vinter. Men de fleste gode ændringer starter med en selv, og det gælder også parkering. Så tilbage til overskriften, måske vi skulle starte med at få styr på vores egen parkering hele året, inden vi sætter fingeren på, hvad vi tror, er det ømme punkt.

Alle, der har prøvet kør selv-ferie, har været i en situation i en fremmed by, hvor kan jeg smide bilen? Vi kører langsomt frem, kigger svedende og febrilsk rundt og opdager, at der holder to biler mellem nogen træer, oppe på græsset, mellem to bygninger (det ligner en lille park?) og tænker ”der må man gerne holde!”

Sådan er det selvfølgelig også for vores mange gode gæster hen over sommeren. De kommer her, kigger rundt og tænker, nå, man må gerne holde modsat kørselsretningen, foran porten, lige i et kryds, på indfaldsvejen langs med fortovet, hvor man vil. Og så gør man det!

Hvad sker der så, når vi indfører betalingsparkering i nogle byer? Ja, først og fremmest vil alle bornholmere, der må holde derhjemme, men ikke andre steder, finde alle de små pladser rundt omkring, hvor der ikke er restriktioner. Turisterne, der køber parkering for en uge, vil gøre som de plejer, det vil sige parkere alle de steder, hvor der er plads, nu har de jo betalt.

Har vi så opnået noget? Eller kunne vi måske opnå bedre forhold, hvis vi startede med at få styr på vores egen parkering, gerne ved hjælp af parkeringskontrol? Der er måske lige så meget at tjene på at tjekke parkeringen, som den bliver udført nu, som der er ved at indføre købt parkering.

Så, bornholmere med bil, lad os ikke kaste med sten, når vi selv parkerer i et glashus.

Så, kære byråd, start med at regulere det, der sker, det vil også kaste lidt tilskud til budgettet af sig.

Kom i gang.

FÅ ABONNEMENT