Kaas: Sådan gør man nok ikke i Herning

Kaas: Sådan gør man nok ikke i Herning
LEDER | 17. NOV 2023 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER
17. NOV 2023 • 05:30

Vi har som kommune og samfund ikke råd til at sylte Biltema og co. – lad os nu få lidt fart over feltet.

Biltema er i øjeblikket i gang med at bygge en ny stor butik i Sønderborg. De mere end 7.000 kvadratmeter kommer til at udgøre butikskædens 18. varehus, og her skal cirka 40 medarbejdere snart være med til at få den daglige drift til at rulle.

Mon ikke vi kan konkludere, at det har været lidt nemmere for Biltema at få lov til at bygge i Sønderborg – eller Herning, Esbjerg eller et af de mange andre steder, hvor kæden har til huse for den sags skyld – end det, som direktør Jacob Borring Møller og co. oplever på Bornholm?

I februar sidste år kom det frem, at Biltema gerne vil herover, men på daværende tidspunkt havde dialogen med kommunen selvfølgelig allerede været i gang i et stykke tid. Nu, små to år senere, er der stadig ikke så meget som antydningen af en butik på den store grund ved Vibegård, og som Tidende kunne fortælle onsdag, så har kæden senest ventet i mere end en måned på et svar fra kommunen om, hvor sagen står nu.

"Når du spørger, kan man godt blive lidt irriteret", lød det i spalterne fra direktør Jacob Borring Møller – og det er vist jysk for "nu gider jeg snart ikke vente længere".

Politikerne har vedtaget, at nye erhvervssager skal prioriteres efter større infrastrukturprojekter og boliger i bunkerne på skrivebordene i Tejn, og det skaber den her dårlige situation for Biltema.

Og den går muligvis i Aarhus og København, at man kan have sådan en laissez faire indstilling til store kanoner, der gerne vil åbne nye varehuse, men når det handler om vækst, udvikling og nye arbejdspladser på Bornholm, så er vi altså nødt til at skrue et helt andet servicegen på. Man har lyst til at spørge, om vi har råd til andet?

Desværre er Biltema jo ikke det eneste, men blot det seneste eksempel på noget, hvor vi kan risikere at kølhale et ellers stort og flot projekt. Den lange sagsbehandlingstid for Elgiganten betød som bekendt, at prisen for at bygge i perioden blev så meget dyrere, at da kommunen endelig havde sagen klar for butikskæden, så måtte Elgiganten melde pas, fordi alt var blevet meget dyrere.

Lad os nu ikke gentage den historie. Nogen kalder Biltema for mændenes Ikea, og der er ganske givet rigtig mange bornholmere, som gerne så butikskæden slå dørene op uden for byskiltet på Åkirkebyvej inden længe.

Sønderborgenserne får efter planen en nytårsgave i form af en ny Biltema. Skulle vi ikke ønske os en lignende gave, når 2024 bliver til 2025?