Økonomiske kriser rammer ofte Bornholm ekstra hårdt. Biodiversitetskrise. Vores natur forarmes og arterne uddør. Desværre også på Bornholm.
Energikrise. Priserne eksploderer. Bornholm skal være energiø. Får vi nok ud af det?
Forbrugskrise – eller måske snarere en overforbrugskrise. Danmark er det 15. mest forbrugende land i verden, hovedsageligt kun overgået af mellemøstlige oliestater. Danmarks ”over shoot day” – den dag hvor vi har brugt, hvad Moder Jord kan reproducere til os på et år – var i år den 28. marts! Igen fremrykket nogle dage i forhold til sidste år. Hvis alle på kloden forbrugte som os, skulle vi bruge fire jordkloder. Bornholm ligger helt sikkert ikke i top, når det gælder forbrug i Danmark, men vi er godt med. Tag en tur på Bofa.
I den vestlige del af verden oplever vi en sundhedskrise – som vi hjertens gerne eksporterer til resten af verden – i form af en lang række livsstilssygdomme. Det skyldes overvejende alkohol, tobak, sodavand, stress, ensomhed og vores enorme indtag af kød og ”junkfood” i almindelighed. Vi skal have maden tilbage på bordet. På Bornholm har vi desværre en overrepræsentation i mange af disse folkesygdomme.
Vi har en fødevare- og landbrugskrise. Der opstår mangler og mennesker dør af slut. I Danmark kan vi kødføde cirka 15 millioner mennesker. Vi ville kunne brødføde cirka 80 millioner. På Bornholm har vi en selvforsyningsgrad på kun sølle ca. seks procent. Lidt motorproblemer på færgen og vores supermarkeder er halvtomme i løbet af nogle få dage. Det er alt for usikkert for os på Bornholm.