Den radikale spidskandidat til kommunalvalget ønsker en god tone i debatten om besparelser på Business Center Bornholm
Anklager
Michael Almeborg og Karen Bladt anklager politikerne på Bornholm for at snorksove.
Anklagen skyldes et spareforslag i Bornholms Regionskommune om at skære i Business Center Bornholms budget. Der er to problemer med anklagen fra Almeborg og Bladt, der blev bragt i torsdags på TV2 Bornholm.
For det første lader det til, at de har misforstået hvordan spareforslag bliver til. For det andet bør repræsentanterne fra Business Center Bornholm og Bornholms Erhvervsråd huske den gode tone i debatten fremfor at komme med anklager om, at nogen snorksover.
Har de misforstået hvordan spareforslag bliver til?
Det første problem med Almeborg og Bladts anklage om de snorksovende politikere er, at spareforslaget ikke kommer fra politikerne.
Det havde klædt repræsentanterne fra erhvervslivets top at sætte sig ind i hvordan spareforslag bliver til. Det foregår sådan, at politikerne beder administrationen om at komme med forslag til besparelser. Det er således administrationen, der foreslår at spare på Business Center Bornholm. Det er først senere, at politikerne skal tage stilling til administrationens forslag.
Lad os holde den gode tone
Det skal stå alle frit for at have en holdning til dette og andre spareforslag, men det skal foregå i en god tone - især når det kommer fra erhvervslivets top.
Debatten når med sikkerhed bundniveauet, når først internettets tastaturkrigere kaster sig over de sociale medier. Alene i facebook-debatten under indlægget fra Almeborg og Bladt bliver der nævnt både ”tvangstanker”, ”Putin” og ”rige svin”.
Bornholmerne fortjener dygtige kandidater
Vi får ikke dygtigere politikere end de, der vælger at stille op.
Det er mit indtryk, at de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer brænder for at gøre en positiv forskel for Bornholm, men at de har yderst vanskelige vilkår at arbejde under - blandt andet fordi Bornholms Regionskommune står med økonomiske udfordringer til op over begge ører.
Derfor er der behov for, at alle gode kandidater melder sig på banen. Jeg er imidlertid sikker på, at der sidder dygtige kandidater rundt om på øen, som holder sig tilbage på grund af den til tider grove tone i debatten. Det må logisk være sådan, at hvis ikke flere melder sig på banen, må bornholmerne nøjes med at vælge mellem mig og de øvrige kandidater, der allerede er stillet op.
Hvis man har ønsker til, hvad kommunen skal eller ikke skal bruge sine penge på og husker den gode tone, så er jeg sikker på, at politikerne er lutter ører.
Jeg sidder ikke i kommunalbestyrelsen og kan tidligst komme til det fra kommunalvalget næste efterår, men allerede nu tager jeg gerne imod invitationer til kaffemøder med repræsentanter fra erhvervslivet og alle andre bornholmere.
I ringer bare, men helst ikke om natten. Dér snorksover jeg nemlig.