Huskarrusellen har fået fart på

Huskarrusellen har fået fart på
Arkivfoto
BOLIG | Onsdag 27. november 2024 • 15:30
BOLIG | Onsdag 27. november 2024 • 15:30

Se de nyeste tal om boligsalg: Der sker mere, det går hurtigere og prisen ryger op.

Det er blevet 400 procent dyrere at låne penge siden 2020, men det afholder ikke bornholmernes appetit på at købe ny bolig. Antallet af solgte villaer og rækkehuse på Bornholm i årets første 10 måneder er 21 procent højere end i samme periode sidste år. Og nu er det bornholmske boligmarked tæt på at ramme niveauet for 2020, hvor der dengang i årets 10 første måneder blev solgt 591 villaer og rækkehuse mod 543 i 2024. Det viser nyt tal fra Boligsiden, som Bornholms Tidende har regnet på.

Mangel på lejeboliger koster

At der er kommet bedre gang i boligkarrusellen det seneste år, er der flere forklaringer på. Det siger indehaver af Danbolig Bornholm, Martin W. Kok-Hansen

– Vi har oplevet, at der ikke var særlig mange ejendomme til salg, og så har køberne været mere tilbageholdende. Men lige pludselig er der nogen, der begynder at komme ud på markedet, og så sker der noget, siger han. Der er ganske rigtigt kommet 19,3 procent flere boliger til salg i perioden, men det bornholmske marked er også påvirket af en gordisk knude, der er ifølge Martin W. Kok-Hansen delvist er med til at regulere salget.

– Vi har ikke særlig mange lejeboliger herovre. Så når der kommer noget nyt byggeri med lejeboliger, som eksempelvis på det gamle gymnasium i Rønne, får vi flere nye boliger til salg. Der er en del folk med ejerboliger, som er flyttet ind i de nye lejeboliger, og det større udbud er så med til at sætte yderligere gang i salget, siger han.

Russerne kostede bornholmerne dyrt

Boligsalget led et knæk, da Rusland angreb Ukraine i 2022, og det fortsatte i 2023. Men nu er det stille og roligt ved at have rettet sig og ligger blot 8,1 procent under niveauet i 2020. På landsplan er salgstallet faktisk 3,9 procent højere for de 10 første måneder af 2024 sammenlignet med de 10 første i 2020, selvom prisen for at låne til en bolig har ændret sig gevaldigt meget. I den forkerte retning.

I 2020 lå realkreditrenten i gennemsnit på omkring én procent. I dag er den på fire. Det betyder, at det i 2020 kostede 10.000 kroner om året i rene renteomkostninger at låne en million kroner, mens det i år koster 40.000 kroner i renter at låne samme sum, og dertil kommer bidragssatsen til realkreditinstituttet, som varierer meget alt efter typen af lån.


 

Kan blive nødt til at flytte

En gennemsnitsvilla er på 140 kvadratmeter, og inklusive prisstigninger på selve boligen koster den i skrivende stund 46.490 kroner mere om året i renteudgifter i forhold til i 2020 på Bornholm. Så hvorfor ryger salgstallene i vejret, når det er blevet så meget dyrere at købe bolig?

– Renten har været ekstrem billig, og pludselig steg den så meget på kort tid. Det gjorde folk tilbageholdende med at købe bolig, og nogle har ventet på, at den skal falde igen. Men behovet for at flytte har stadigvæk været der, og på et tidspunkt er folk så nødt til at sælge. Desuden er renten faldet lidt igen, Martin W. Kok-Hansen.

Frygt for dyre håndværkere

Ifølge Kurt Mortensen fra EDC BornholmerBo har køberne ofte samme præferencer.

– Der er en meget stor efterspørgsel i øjeblikket efter étplanshuse, men det har måske også noget med demografien at gøre. Vi får flere ældre, og der er en del af dem, som gerne vil have en bolig, hvor de ikke skal gå op og ned ad trapper, siger han.

Til gengæld boomer markedet ikke for en anden type boliger.

– Huse, hvor der skal renoveres for meget, går det lidt langsommere med at sælge. Det er måske, fordi folk er bekymrede for, om de kan få håndværkere, og hvor dyre er materialerne, efter der har været så høj inflation på grund af Putins krig mod Ukraine. I øjeblikket synes jeg, at folk går lidt mere efter noget relativt indflytningsklart, siger Kurt Mortensen.

Begrænsning på bearnaisesauce

Boligsælgerne kan i gennemsnit glæde sig over en større gevinst. Salgsprisen for villaer og rækkehuse er steget med tre procent på Bornholm og 4,1 procent på landsplan, når man sammenligner de første 10 måneder af 2023 med de første 10 af 2024. Samtidig er den gennemsnitlige salgstid i perioden faldet fra 106 til 103 dage på Bornholm, hvilket svarer til 3,2 procent. På landsplan stiger salgstiden til gengæld og lyder nu på 134 dage mod 132 dage for årets første 10 måneder i 2023.

Alle de positive tal for sælgerne smitter også af på ejendomsmæglernes forretning.

– Selvfølgelig går det bedre. Vi er foran budgettet, men nu er jeg ikke den, der praler mest, siger Martin W. Kok-Hansen.

Er der så kommet en rød bøf mere på bordet?

– Nej, det er der ikke.

Hvordan kan det være?

– Vi har gode tider og dårlige tider, og derfor sparer vi op til de dårlige tider.

Har du så i det mindste ikke opgraderet til en bedre bearnaisesauce?

– Jo, det kan da godt være. Men jeg spiser ikke mere af det, end jeg plejer at gøre. Det er min kone, der siger, at jeg ikke må spise mere, da jeg bliver for fed. Jeg må også kun få minarine på brødet og ikke smør, lyder det fra en halvskuffet Martin W. Kok-Hansen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT