Gravgaard: Vi skal spare smartere

Nye tal viser, at Bornholms Regionskommune bruger markant flere penge på ledelse og administration end landsgennemsnittet. Forskellen vokser. Det er et problem, der kræver handling – men også eftertanke.

Bornholms Regionskommune har 18,5 årsværk ansat på ledelse og administration per 1.000 indbyggere – godt 3,5 årsværk over landsgennemsnittet.

Kun tre øer med langt færre indbyggere ligger højere. Og som om det ikke var nok, viser Indenrigsministeriets seneste benchmarking, at kommunens udgifter på området er 11 procent højere end forventet, selv når man tager højde for geografi og befolkningssammensætning. Siden 2024 er antallet af årsværk endda steget yderligere.

Det er ikke første gang, at denne problemstilling dukker op. Revisionsfirmaet BDO kom til samme konklusion i deres analyse fra sommeren 2025. Og vi har da også reageret: I det seneste budget er der vedtaget besparelser på administration, der løber op i over to millioner kroner om året fra 2028. Det er et skridt i den rigtige retning. Men det er meget små tal.

Besparelserne løser ikke sig selv. Kommunaldirektør Sine Sunesen har ret, når hun advarer mod at skære blindt. Socialrådgivere, psykologer og byggesagsbehandlere er ikke unødvendigt bureaukrati – de er fundamentet for den service, bornholmere har brug for. Skæres der her uden omtanke, risikerer vi blot at flytte udgifterne fra administration til sociale problemer, som koster langt mere at løse bagefter.

Løsningen skal derfor ikke være generelle nedskæringer, men strukturel intelligens og mere stærk bornholmsk arbejdskultur i kommunen. Vi skal lykkes, og vi lykkes sammen, fordi vi er Bornholm og er vant til at klare os selv. Kommunaldirektøren peger selv på digitalisering og forenkling af arbejdsgange – især på det tekniske område. Det er den rigtige vej. Moderne teknologi giver reelle muligheder for at effektivisere masser af rutineopgaver, reducere dobbeltarbejde og frigøre menneskelige ressourcer til kernevelfærden. Det arbejde skal prioriteres og fremskyndes.

På socialområdet er billedet mere komplekst. Her er der behov for den dybere analyse, som kommunaldirektøren efterlyser. Vi er en ø med særlige demografiske udfordringer: En aldrende befolkning, lange afstande og meget begrænsede muligheder for at trække på nabokommuners ressourcer. Noget af det høje udgiftsniveau kan have en reel og valid forklaring – men det fritager ikke kommunen for at undersøge, om pengene bruges optimalt.

Det centrale spørgsmål er ikke, om vi skal spare – det er givet. Spørgsmålet er, om man sparer klogt nok. Øen kan ikke tillade sig at bruge midlerne ineffektivt, når pengene er knappe og behovene store. Men man kan heller ikke købe sig til besparelser, der forringer det liv, som vi lever.