Gravgaard: Luftkastellerne koster Bornholm dyrt

Gravgaard: Luftkastellerne koster Bornholm dyrt
LEDER | 26. OKT 2024 • 05:30
LEDER
26. OKT 2024 • 05:30

Bornholms flyrute består. Men prisstigninger udfordrer tilgængeligheden for flere bornholmere.


Det er en virkelig glædelig nyhed, at DAT har valgt at opretholde flyforbindelsen mellem Bornholm og København, også når aftalen med Region Hovedstaden udløber i slutningen af 2025. Luftruten er en vital livsnerve for Bornholm og uundværlig for vores sundhedsvæsen, erhvervsliv og pendlere, som både hurtigt og effektivt kan bevæge sig til og fra hovedstaden. Men det er samtidig trist, at DAT’s økonomi har lidt under passagerforskydningen fra fly til færge, der er skabt af statsstøttede bilfærge-billetter med sort co2-samvittighed. Resultatet er heldigvis, at DAT’s rute overlever – men til en pris, hvor mange bornholmere desværre må opgive den bekvemme transport til fordel for færgen.

Med Bornholms rolle som både bosted og erhvervsområde er det essentielt, at flyforbindelsen til København består, ikke mindst for de mange, der pendler mellem øen og hovedstaden. Den hurtige adgang gør det lettere at fastholde og tiltrække arbejdskraft samt sikre, at Bornholm kan være en del af både det regionale og nationale erhvervsnetværk. Med flyet kan rejsen klares på en enkelt time, og det er et afgørende alternativ til færgen for dem, som ønsker en mere fleksibel transport. Det, at vi nu bevarer denne forbindelse, understreger den fortsatte betydning af DAT for vores lokalsamfund og for øens integration i resten af landet og verden.

Men glæden dæmpes af den markante prisstigning, der har gjort rejsen med fly sværere tilgængelig for mange. Når priserne stiger så voldsomt, udelukkes mange, især de ældre og yngre, som tidligere havde råd til en flybillet. DAT har meldt ud, at det primært er de mere sårbare grupper – pensionister og unge – som forsvinder fra passagerstatistikkerne. Uden en form for social prisstøtte bliver flyrejsen forbeholdt de få, der har økonomien til at klare den høje pris, og det udhuler luftrutens betydning for alle øens borgere.

Derfor er det nødvendigt, at Region Hovedstaden og Bornholms Regionskommune for alvor sætter sig til forhandlingsbordet med DAT og overvejer en langsigtet løsning. Hvis det ikke er økonomisk muligt at opretholde to fly, så kunne en model med ét fly i dagtimerne sikre, at priserne holdes på et niveau, hvor flere kan få råd til at bruge flyet. En sådan tilpasning kunne måske åbne for volumenrabatter og samtidig gøre ruten mere rentabel og klimavenlig i det lange løb.


Vi er en ø, hvor mange er afhængige af hurtig og tilgængelig transport til fastlandet. Vi må derfor også opfordre til en konstruktiv dialog, hvor alle parter arbejder for en løsning, der både bevarer DAT’s økonomiske stabilitet og sikrer en prisstruktur, som tillader, at hele Bornholm kan tage fløjeren.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT