Sagen bliver kun mere problematisk af, at dette er en del af en større omstilling mod mere klimavenlig affaldshåndtering – en opgave, der har bred opbakning i befolkningen. At indføre affaldssortering burde være en positiv opgave, som kunne styrke Bofas image og give medvind på klimakontoen. I stedet har det været en langvarig og rodet affære præget af frustration, serviceforringelser, prisstigninger, udsættelser og skuffede forventninger hos borgerne.
Nu står vi endnu en gang med risikoen for midlertidige, utilfredsstillende og dyrere løsninger, netop som sommerhusejerne, der ikke længere får hentet skrald, strømmer til øen ved påsketid. Det er svært at se andet end endnu en falliterklæring fra Bofas side, når man så tæt på deadline må erkende, at man simpelthen ikke kan løfte opgaven selv. At bede andre om at skære igennem, så man kan komme videre, burde være gjort for år siden – ikke få uger før sæsonstart.
Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, kræver det langt større rettidig omhu, handlekraft og evne til at navigere i regler og bureaukrati fra Bofa. Det er bekymrende, at man hos Bofa gang på gang må erkende, at man ikke kan levere til tiden, selv når opgaven er så åbenlys og veldokumenteret.