Det er en mærkelig situation, vi befinder os i. På den ene side står Molslinjen, som driver vores livsnerve til fastlandet. På den anden side står både lodser, tidligere nautiske inspektører og andre erfarne søfolk, der med faglig tyngde påpeger problemer ved færgeanløb i Rønne Havn. Og midt i det hele står alle os, der skal til og fra Bornholm – med uvished om, hvorvidt vores færgefart kan lægge til, når vinden tager fat.
Senest har vi afsløret, hvordan simulationer kun blev gennemført efter ét fastlagt scenarie, som blev gentaget igen og igen – og som pudsigt nok ikke lykkedes. Når både lodser og tidligere inspektører efterfølgende påpeger, at det er fagligt uforsvarligt ikke at teste alternativer, bør rederiets svar ikke være en arrogant afvisning, som den Tidende bragte tirsdag, hvor rederiets kommunikatør sagde: "Kommentarer om vores arbejde med simuleringerne fra tidligere medarbejdere har vi ingen kommentarer til."
Når man som kontraktbundet rederi ikke selv kan finde en løsning på at opfylde sine samfundsforpligtelse, må man tværtimod lytte til al saglig og erfaren hjælp - naturligvis også fra mennesker, der har været så kompetente, at rederiet tidligere har haft dem ansat på området.
Molslinjen driver ikke et hvilket som helst rederi. De driver Bornholmslinjen. Det forpligter. Færgerne er ikke kun et privat foretagende, men en offentlig livsnerve båret af kontrakter og ansvar. Derfor er det ikke nok at holde møder og sende pressemeddelelser ud. Vi har brug for en kultur, hvor alle gode kræfter inviteres ind – hvor havnens folk, lodser og tidligere navigatører kan og tør give deres viden videre, og hvor rederiet lytter i stedet for at lukke sig om egne ikke fungerende facitlister.