For dement til at køre bil?

Det er vigtigt at genkende tegn hos demente bilister tidligt for at sikre sikkerheden for personen selv og alle andre trafikanter, skriver Danny Christensen.

Oftere og oftere støder vi i vores klubber og samværsgrupper på problemet med demente, der stadig har kørekort og fører bil, trods nedsat reaktionsevne og klarsyn. Det kræver virkelig en stor indsats at tage diskussionen med enten sin gamle mor eller far, når de når op i alderen, og de begyndende svaghedstegn viser sig. Ingen jeg kender vil selv erkende, at de måske efterhånden har et problem og begyndende tegn på demens. Derfor bliver det de nære pårørende, der også her som oftest må træde til og skære igennem.

Det kræver en masse tålmodighed og gode overtalelsesevner af både pårørende og læger, at få frataget demente deres køretilladelser. Mange lægger nemlig ikke selv mærke til ændringerne i deres adfærd. Årsagen til, at demens kan påvirke kørselssikkerheden, er, at sygdommen påvirker de kognitive og motoriske færdigheder, som er nødvendige for sikker kørsel. Det er vigtigt at bemærke, at nogle personer med demens måske ikke gen- og anerkender deres kørevanskeligheder og derfor modsætter sig at opgive deres kørekort.

At genkende disse tegn tidligt og håndtere problemet er afgørende for at sikre sikkerheden for personen med demens og alle andre trafikanter. Man skal derfor specielt holde øje med:

Nedsat beslutningsevne, nedsat rumlig opmærksomhed, usikkerhed ved retninger på vejen, langsomme reaktionstider, hukommelsestab, problemer med koncentrationen, forvirring omkring tid og sted, humørændringer, problemer med at følge med i en samtale, eller finde de rigtige ord.

For efter et langt liv, med måske 70 år med kørekort, kan det være svært at erkende, at tiden nu er ved at være forbi. Ellers er det både trist, men af og til også lidt "ufrivilligt morsomt”, idet der trods alt, kan forekomme virkelig morsomme episoder og reaktioner med fælles latter til følge, ved at omgås de kære medlemmer eller pårørende med begyndende demens. Mest trist, fordi det er en forfærdelig sygdom på alle måder. Frygtelig.

Vigtigt er det at fastholde vores medlemmer i vores seniorgrupper og i andre foreninger, og sørge for at de stadig kommer og deltager, om vi så skal hente dem derhjemme til diverse arrangementer.

For udover at blive demente træder ensomheden samtidig til. I går var jeg som så ofte før oppe i den smukke Allinge Kirke til et af de fremragende ugentlige møder i samlingsstedet. Her sad der under foredraget enkelte og blundede med lukkede øjne under seancen, der blandt andet omhandlede anekdoter og noveller fra Bøggilds Bornholm.

Hver gang der blev nævnt noget fra en by på Bornholm, om dens engang så mange små forretninger og om livets gang, slog de øjnene op og blandede sig i snakken med erindringer fra eget liv og utallige morsomme anekdoter fra deres egen ungdom.

Det er genkendelsens glæde, de gamle historier, og både rekvisitter og fotografier, der kan være med til at holde dem åndsfriske, længe endnu.

Erindringsmuseet i Rønne og Teknisk Samling i Rutsker er et par glimrende inspirationskilder på disse fortræffelige hjælpemidler.

PS: Replik til “en anden ældre dame". Jeg beklager oprigtigt den nedladende tone i min beskrivelse af begrebet “frivillig”, i mit indlæg om Klippebo forleden. Det var slet ikke tilsigtet. Mener dog stadig, at der er en enorm forskel på graden af det at være frivillig. Kæmpe forskel. For alt for meget pålægges efterhånden den menige borger, det menige familiemedlem, ulønnet og appellerende, til alles hjælpsomhed og medmenneskelighed.

Det kristendemokratiske islæt, var blot ment som et "lille hip" til den allestedsværende KD-politiker, allingeborgeren Bjarne Kirkegaard.

Læserbrevet er forkortet af redaktionen.