Et Danmark i bedre balance

Et Danmark i bedre balance
Snart får 17-årige mulighed for at køre bil uden en ledsager. Arkivfoto: Jacob Jepsen
KOMMENTAR | DEBAT | 28. MAR • 19:00
Af:
Anni Matthiesen
MF (V)
landdistrikts-
øordfører
Peter Juel-Jensen
MF (V)
transportordfører
KOMMENTAR | DEBAT | 28. MAR • 19:00

Nu øger vi mobiliteten for unge i landdistrikterne.

 

God mobilitet er selve livsnerven i ethvert lokalsamfund. Kan danskerne ikke komme rundt til hverdagens gøremål, så risikerer vi, at de må flytte hverdagen et andet sted hen. Derfor giver vi nu de unge ret til at køre bil i dagtimerne uden ledsager.

Siden 2017 har 17-årige kunne køre bil med ledsager. Det har været en stor succes, som vi nu bygger videre på med mere frihed og fleksibilitet til de unge. Med Venstre og regeringens forslag om at give 17-årige mulighed for at køre uden ledsager mellem klokken 5-20, så giver vi nu de unge bedre muligheder for at transportere sig rundt til uddannelse, jobs og fritidsaktiviteter.

Fordel for landdistrikterne

Det vil særligt være en fordel for unge i landdistrikterne, hvor der kan være langt mellem busafgangene.

Med fleksibel transport skal vores unge ikke gå på kompromis med ting, bare fordi de ikke bor i en by, hvor der går en metro hvert tredje minut. Man skal kunne komme rundt i hverdagen – uanset hvor man kommer fra!

Sådan er det desværre ikke altid i dag i landdistrikterne. Her kan afstandene være lange, og det samme kan ventetiden være på den kollektive transport.

Den kollektive transport skal ikke erstattes eller nedprioriteres, men vi må også erkende, at der er områder i Danmark, hvor det ikke er realistisk, at den står alene. Lokale tog og busser skal ikke erstattes, men suppleres af flere fleksible transportløsninger. For der er behov for at tænke i nye baner, hvis vi vil forberede mobiliteten i landdistrikterne.

At give 17-årige mulighed for at køre selvstændigt i dagtimerne er derfor langt mere end blot en justering af færdselsloven. Det handler om at give unge mennesker reel frihed og reelle valgmuligheder.

I Venstre arbejder vi for et Danmark i bedre balance og med stærkere sammenhængskraft. Det indebærer blandt andet, at man kan skabe sig et godt liv i alle dele af landet. Med det her forslag tager vi et skridt i den helt rigtige retning – nemlig en retning mod et Danmark i bedre balance, hvor det er nemt at komme rundt, uanset om man bor i København, Korsør eller Karstoft.

For Danmark er simpelthen et for lille land til store afstande.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT