En skole for alle

Skolen skal indrette sig efter børnene.

Folkeskolen er for alle.

Derfor skal skolen afspejle og rumme alle typer af mennesker i vores samfund. Det er et af folkeskolens grundprincipper.

Desværre passer alle børn ikke ind i de rammer, som skolen tilbyder. Det kan være børn med diagnoser, angst og lignende, men også ’almindelige’ børn kan have det svært med at passe ind i skolens rammer.

Så skolen er i praksis ikke for alle børn.

Den traditionelle løsning

Den traditionelle tilgang til at løse disse problemer er at tilrette disse børn til den struktur og organisering, der endnu engang er i skolemiljøet.

Der inkluderes og laves mindre tilretninger såsom to-lærer-ordninger, men der ændres ikke fundamentalt i skolens indretning. Vi har i dag en skole, som i væsentlig grad tilgodeser de børn, som passer til den - altså børn som i forvejen kan mestre de skift og den uforudselighed, som kendetegner meget af skoledagen.

Det kan være læringsmiljøer, sammenlagte lektioner, temauger med mere og sågar også deciderede skoleskift - altså hvor den klassiske klasseundervisning og stabilitet er brudt op.

Formålets forudsætninger

Hovedformålet med at gå i skole er naturligvis at tilegne sig læring som beskrevet i folkeskoleloven.

Men for at tilegne sig denne læring er der en række forudsætninger, der skal opfyldes. Det vigtigste er, at barnet/den unge trives socialt med sine kammerater - uden trivsel, ingen læring.

Heldigvis har hovedparten det godt på disse områder, men der er grupper af børn, som har det svært. Tingene hænger sammen: trives man ikke, så har man også svært med skolens struktur – og på den anden side kan skolens struktur også påvirke trivslen negativt. Lærere og ledelse på skolerne gør, hvad de kan indenfor de rammer, som de er pålagt – ingen tvivl om det.

Inklusion som mantra

Lige nu går tendensen mod mere inklusion. Det er blevet et mantra, som også Kommunernes Landsforening (KL) bakker op omkring.

KL vil i den nærmeste fremtid opfordre endnu flere kommuner for at skrue op for inklusionen. Randers Kommune har været i medierne og går her åbenbart forrest i deres inklusionspolitik. Der er lavet en besparelse på 18,5 millioner kroner på specialtilbud - og samtidigt indført en to-lærer-ordning i klasserne.

Inklusion på hovedet?

Det vil være interessant at se det hele lidt på hovedet – lave en omvendt inklusion, så at sige.

Der er her erfaringer at trække på; fra USA og fra tiden, da Covid herskede i landet.

I USA påbegyndte man i 2003 et skoleprogram på forsøgsbasis, kaldet Nest – (engelsk for ’rede’). Programmet omhandlede 35 skoler.

Den korte version af dette program var, at man indrettede skoledagen som man ville gøre, hvis alle elever havde en autistisk diagnose. Altså også elever uden diagnose eller med andre diagnoser blev underlagt disse forhold. Der var således tale om klare rammer, forudsigelighed og ro - trygt, afgrænset og kendt rum.

Erfaringerne fra programmet var, at børn med autisme klarede sig lige så godt fagligt som de øvrige børn samt, at de klarede sig bedre fagligt og socialt end børn i specialklasse. Interessant var også, at de øvrige børn klarede sig bedre farligt og socialt en i kontrolgruppe.

Der blev i forsøget arbejdet med to-lærer-ordning og mindre klasser (16 elever).

Århus Kommune har arbejdet ud fra Nest. På kommunens hjemmeside er der nærmere beskrivelse.

Lokale erfaringer

Under årene med Covid blev der på øens skoler af smittehensyn ændret på skolens struktur.

De mindre elever blev afleveret af deres forældre udenfor skolen og samtidig hentet af deres lærer, som fulgte dem til klasseværelset. Dette rum blev herefter det centrale for børnene.

I frikvarteret blev børnene delt op i skolegården således, at man kun var sammen med kammerater fra egen klasse. Dette sammenlagt med andre tiltag gjorde, at skoledagen blev enklere og stramt struktureret - og ikke mindst overskuelig med mere ro. Det viste sig, at mange elever profiterede at disse strukturelle ændringer.

Der er her tale om to erfaringersområder, der sammenlagt giver alle børn en bedre skole. Derfor kan den traditionelle tilgang til inklusion ikke bruges.

Det ses også i det faktum, at man har forsøgt sig ad den vej i mange år uden, at det har givet sig udslag i markante forbedringer for trivsel og læring; specielt for de grupper af børn, som ikke passer til den nuværende skole.

Skolen skal være for alle. Derfor skal skolen indrette sig til eleverne - og ikke omvendt.