Dump regeringen i stedet for jer selv

SYNSPUNKT | DEBAT | Lørdag 23. september 2023 • 06:00
Af:
Ivar Nielsen
Allinge
SYNSPUNKT | DEBAT | Lørdag 23. september 2023 • 06:00

Igen er interessegruppen Dansk Industri på banen med at dumpe BRK – og igen er en bornholmsk borgmester på banen med at forsvare situationen og sige at ”virkeligheden er mere nuanceret”.

Ja, virkeligheden er mere nuanceret, men hovedårsagen til Bornholms problemer er enkel.

Det er utroligt, at alle involverede i BRK's administration, i vores kommunalbestyrelse, i den lokale erhvervsgruppe og i Dansk Industri er så ubehjælpsomt symptomfokuserede i stedet for at kigge på årsagerne til Bornholms situation på alle områder.

Der er kun én årsagsgivende abe, og den sidder staten og de siddende regeringer med ved ikke at behandle Bornholm som en ligeværdig del af Danmark.

Især den nuværende kommunalt ignorerende hybridregering med Mette Frederiksen i spidsen, som hellere ofrer 200 stupide milliarder på militære forhold styret af USA, end på at understøtte kommunerne, så de trives på alle områder.

Jeg fatter ikke, at kommunernes politikere finder sig i at være nedskærende og undergravende værktøj i egne kommuner.

Vor filan er jeres bornholmske protestenergi overfor den kommunalt ignorante regering henne? Det er manglen på en sådan markant udtrykt protest, der får alting til at dumpe på Bornholm.

Vågn dog op. Dump regeringen i stedet for jer selv og Bornholm.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT