Ikke blot Bornholm, men staten skal se det store perspektiv i, at bruge den historiske chance, som Energiøen m.v. giver for at få løftet Bornholms udvikling, så der skabes en fremtidig bæredygtig udvikling på øen.
Da Københavns Kommune for år tilbage var økonomisk på røven, da samlede et bredt flertal i regering og folketing sig om, at nu skulle udviklingen vendes, og København løftes. Der blev igangsat en masse, og man kan i dag se, hvordan det totalt har ændret København og økonomien i kommunen. Det er det tankesæt, der skal bruges for Bornholm.
Hvad skal der så til?
Regeringen og Folketinget skal beslutte, at det er den samme metode, der skal bruges til at løfte Bornholms udvikling. Det kan læne sig op ad det, som i forvejen er sat i gang med energiøen. Det er trampolinen, der udviklingsmæssigt kan hoppes fra.
Men herudover skal det anbefales, at regering og folketing etablerer et eller flere udviklingsselskaber, hvor staten går ind i etableringen, leverer rammer og noget økonomi, som i takt med at udviklingen sker, delvis kan frigøres igen.