Det enkle og korte svar på, hvorfor vi ikke bare etablerer landsstrøm til alle skibe på havnen, handler om, at vi mener, vi skal gå en anden vej som havn, når det handler om at sikre en grøn skibsfart.
I arbejdet omkring den grønne omstilling i Østersøregionen er vores hovedfokus at kunne udnytte Bornholms unikke beliggenhed. Det gør vi fx allerede ved gøre havnen til den mest attraktive udskibningshavn for vindenergi i Østersøen. Men ikke nok med det. Den grønne energi som bliver etableret, tror vi også kan bruges til at gøre Bornholm til en tankstation for en grøn skibsfart.
Det er tankerne om at udnytte Bornholms unikke position, der har gjort, at vi i juni lancerede et konsortium, Bornholm Bunker Hub, som er i fuld gang med at undersøge mulighederne for, at Bornholm i en nær fremtid skal være stedet, hvor skibe både færger, fragtskibe og krydstogtsskibe tanker grøn energi.
Den grønne omstilling af skibsfarten tager i de her år nogle enorme skridt, som kun få troede ville være muligt bare for få år siden. De første skibe, som sejler på grønne brændsler som ammoniak eller metanol, er i fuld gang med at blive bygget og hele den maritime branche er i fuld gang med diskussioner om, hvordan havne skal gøre sig klar til også at tanke og opbevare de nye brændstoffer.
Vores rolle som en central havn i Østersøen bliver at sikre de smukke tanker om en grøn skibsfart også bliver til mere end store ord og drømme. Og ikke kun når skibene ligger i havn, men også når de sejler mellem destinationerne.