I Dansk Erhverv mener vi, at vi blandt andet bør kigge bredere på, hvordan vores vaccinationsprogram strikkes sammen. Kan vi forebygge flere indlæggelser og færre sygedage gennem vaccinationer til bestemte målgrupper, så bør vi åbne op for det.
Lad os tage et kig på skoldkopper. I Danmark bliver cirka 60.000 børn under 10 år hvert år ramt af skoldkopper, og sygdommen forløber oftest mildt. Men i nogle tilfælde kan det udvikle sig mere alvorligt. I første kvartal af 2023 har der ifølge Statens Serum Institut været 300 hospitalskontakter med skoldkopper. Det er højere end i første kvartal de seneste ti år. Alligevel er der ikke udsigt til, at den eksisterende skoldkoppevaccine bliver en del af børnevaccinationsprogrammet.
Finland har haft skoldkoppevaccinen som en del af deres børnevaccinationsprogram siden 2017. Tyskland, USA og Island har også vaccinen som en del af deres børnevaccinationsprogrammer, det samme gør sig gældende for en række andre EU-lande, og der er aktuelt en vurderingsproces i gang i Sverige.
I Danmark derimod skal forældre selv betale 825 kroner for hvert af de to stik mod skoldkopper. Det er i Dansk Erhvervs optik uheldigt, fordi det betyder, at vores børns adgang til vacciner afgøres af familiens privatøkonomi.