Kære Brevkasse. Min kære mand og jeg er indehavere af en privatklinik i Gentofte, hvor vi hjælper det offentlige med at holde ventelisterne på operationer i ave. Vi tager ofte til Bornholm, hvor vi opererer lidt på bornholmerne for en lille skilling. Vi finder Bornholm meget pittoresk, og selvom vi altid bliver godt indlogeret, ville vi elske at eje vores helt eget yndige bindingsværkshus i Gudhjem. Vi forestiller os et simpelt fiskerhus med stokroser. Det behøver ikke være særligt stort, da vi regner med, at vores au pairs bliver i Gentofte og kigger efter hestene.
Jeg synes, det oser af romantik, og min kære mand synes, en investering tager den grimme smag af topskatten. Vi holder begge meget af Château d’Esclans roséunivers, og vores ønske er, at kunne nyde et par kølige glas, mens vi begejstres over udsigten til Christiansø, fiskekutterne der tøffer rundt i aftensolen, og de lokale der promenerer i deres festlige folkedragter.
Vi har kigget på firkantede huse lige ud til vandet i en by der hedder Tejn, men ærlig talt, vores robotplæneklipper ville ikke holde til fem minutters græsslåning med alle de sten i haven. Have og have er måske for meget sagt. Og jeg, som har en tendens til at drikke lidt vel rigeligt rosé, ville aldrig kunne finde hjem, da alle legohusene er fuldstændig ens. Hygge eller havudsigt, man kan åbenbart ikke få begge dele. Næh, hvis det er, hvad bornholmerne kan mønstre af arkitekturel ekvilibrisme, så forstår jeg godt, at deres største attraktion er en ruin.
Planen er, at vi åbner et “kontor” i Gudhjem (hvis De forstår hvad jeg mener).