Bornholm drukner i sparekataloger

Man mangler modet til at prioritere.

Hvert år gentager det samme teater sig i Bornholms Regionskommune. Økonomien er presset.

Der mangler 30, 40 eller 60 millioner kroner. Administrationen bliver sendt i maskinrummet for at finde besparelser. Så kommer katalogerne. Listerne. Forslagene. Uroen. Høringssvarene. Bekymringerne. Og til sidst de politiske forhandlinger, hvor man endnu en gang forsøger at lappe på en økonomi, der har været under pres i årevis.

Det er ikke ledelse. Det er brandslukning.

En dårlig vane

Den nuværende budgetproces er blevet en dårlig vane. Den giver indtryk af handling, men i virkeligheden udskyder den bare de nødvendige diskussioner.

For når man år efter år beder om spareforslag uden først at tage fat på den grundlæggende prioritering, sender man med at skære i symptomerne i stedet for at behandle sygdommen.

Det skaber ikke råderum. Det skaber kun næste års problem.

Sandheden er, at Bornholm ikke mangler flere sparekataloger. Bornholm mangler modet til at stille det enkle spørgsmål: Hvad er det egentlig, at kommunen skal bruge sine penge på?

Ny proces

Derfor bør budgetprocessen laves helt om. I stedet for den evige årlige jagt på besparelser bør kommunen indføre en seksårig cyklus, hvor ét center om året bliver gennemgået helt fra bunden.

Først skal de lovpligtige opgaver budgetteres. Derefter skal resten ikke bare videreføres af vane, men vurderes og prioriteres politisk: Hvad er nødvendigt? Hvad giver værdi? Hvad kan forenkles? Hvad kan undværes?

Det er sådan, man skaber et reelt økonomisk råderum.

For råderum opstår ikke ved tilfældige nedskæringer spredt ud over hele organisationen. Råderum opstår, når man tør fjerne overflødige lag, dobbeltfunktioner, projekter uden tydelig effekt og opgaver, som ingen længere kan forklare formålet med.

Kort sagt: Når man skærer fedtet væk i stedet for at svække musklerne.

Politisk ansvar

Den nuværende model har gjort det alt for let at undgå det politiske ansvar. Administrationen leverer spareforslagene, og politikerne vælger mellem dem. Men den øvelse er bagvendt.

Politikerne burde først definere kerneopgaven og derefter prioritere ressourcerne. Ellers bliver budgetlægning reduceret til en teknisk spareøvelse i stedet for reel politisk ledelse.

Bornholm har ikke råd til at fortsætte i ring. Hvis vi vil have en kommune med handlefrihed, kvalitet og langsigtet styring, så kræver det et opgør med vanetænkningen. Ikke flere kataloger. Ikke flere panikrunder. Men en grundig, ærlig og modig prioritering.

Det er sådan, man skaber råderum. Og det er sådan, man tager ansvar.