Børnepolitik koster penge

SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 13. oktober 2024 • 15:30
Af:
Andreas Grosbøll på vegne SF Bornholm
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 13. oktober 2024 • 15:30

Ansvarlig politik for børnene koster altså noget.

Kommunalbestyrelsen har vedtaget budgettet for den kommunale økonomi for 2025.

Budgetforliget blev oprindeligt indgået mellem alle kommunalbestyrelsens partier, og selvom vi i SF Bornholm anerkender, at det var en svær øvelse at få et budget i hus med Bornholms

økonomiske formåen, så ærgrer vi os over det, der mangler.

Ingen investeringer i børn og unge

For SF Bornholm er det en væsentlig knast i budgettet, at der ikke er planlagt investeringer, der skal gavne vores børn og unge.

Hvis vi forsætter ned ad samme vej som nu, så sker der kun en eneste ting: Det bliver endnu dyrere og endnu dårligere indsatser, vi ser ind i.

Økonomien på børneområdet er under et gevaldigt pres. Derfor er man i gang med at gennemføre en økonomisk genopretningsplan. Vi vil fra SF Bornholms side gerne støtte op om at genoprette økonomien, hvis der er nogen, der kan garantere og dokumentere for os, at der er nogen form for realisme i den økonomiske ramme på området.

Ingen dokumentation for realisme

Indtil videre er det ikke tilfældet, og så er det nødvendigt i stedet for at se på en politisk genopretningsplan.

Den kommer med sikkerhed til at koste penge. Der skal laves nogle seriøse investeringsplaner for vores børn og unge, som alt for længe er blevet ramt af ærgerlige politiske beslutninger. Samtidig er området i årevis blevet ramt af salami-besparelser - stykke for stykke – så tingene ikke rigtigt hænger sammen mere.

Nødvendig investering

Forebyggelse og investering i almenområdet er en sådan nødvendig investering, som SF Bornholm vil arbejde for.

Som man de seneste år er gået til budgettet, har man høvlet af både forebyggelsen og almenområdet, og i sidste ende ender man med at øge udgifterne betydeligt på de mere specialiserede indsatser.

For SF har vores børn krav på et godt børneliv, og det forudsætter, at der bliver taget et politisk ansvar for udviklingen, og at der bliver sat en retning, der rækker ud over det enkelte budgetår.

Bornholms økonomiske situation er svær - det erkender SF Bornholm til fulde - og derfor arbejder vi også landspolitisk for at forbedre kommunernes økonomi.

Men dårlig økonomi er ikke en undskyldning for ikke at bruge de penge, som vi har her på Bornholm med en vis omtanke. Og det er det ikke, når man hele tiden gør vores indsatser ringere, fremfor at få løftet opgaverne tidligt og ordentligt.

Det skylder vi vores børn, og det er for SF Bornholm at se også en fornuftig økonomisk investeringsstrategi.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT