Asbestsagen på Bornholm har udviklet sig til et eksempel på, hvad der kan ske, når politikere træffer beslutninger uden at have økonomiske konsekvenser grundigt belyst. Den velmente aftale om gratis aflevering af asbestholdigt affald blev desværre en dyr lektion for borgerne, da regningen eksploderede til det tredobbelte af det oprindeligt forventede og få virksomheder og borgere fik ekstra store fordele fra fællesskabet.
Problemet var tydeligt fra begyndelsen: Kommunalbestyrelsen besluttede ordningen uden at indføre en øvre grænse eller sikre, at erhvervsaktører ikke kunne tørre deres økonomiske asbest-ansvar af på fællesskabet. Dermed opstod en situation, hvor enkelte aktører kunne levere enorme mængder affald, som hele øens borgere nu må betale for gennem en markant forhøjet affaldstakst til næste år.
Særligt fremstår det kritisabelt, at én letgenkendelig borger, som også er kommende aspirant til kommunalbestyrelsen, har benyttet sig af ordningen til sin egen fordel og efterfølgende har kritiseret administrationen for ikke at skjule hendes leverede mængder af affald. Kommunen har nu forsøgt at rette op på dette ved at offentliggøre de ti største leverancer. Men den nye liste viser blot, at den letgenkendelige borger har fået langt den største fordel af fællesskabets miljøindsats: Førstepladsen alene overstiger stadig de næste fire afleveringers samlede mængde.
Det er mere end uhensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen træffer sådanne beslutninger uden en ordentlig økonomisk analyse. Kommunens økonomi og borgernes tillid tager skade, når velmenende forslag bliver uforudsete pengeslugere, fordi man glemmer at sætte rimelige rammer og begrænsninger fra starten – og affaldsområdet er i forvejen et område, der påkalder sig stor opmærksomhed.