Weekendens vandretur følger kysten mod vest

NATUR

Sidste uge gik turen langs kysten fra Slusegård til Boderne. Denne uge fortsætter stafetvandringen fra Boderne til Arnager, en strækning på i alt otte kilometer, der giver det sædvanlige problem, turen tilbage til bilen.

Selv om der afgår busser fra Arnager til Snogebæk med stop i Boderne, sker det på landevejen over for vandrehjemmet Rosengården, derfra må man gå cirka halvanden kilometer ud til kysten, hvor turen begyndte.

På denne vandretur har man de sydbornholmske klitter bag sig, til gengæld oplever man de høje klinter. Navnene er sprogligt beslægtede og betyder hævede terrænformer. En klit er dannet af løst sand, flyvesand og sandflugt, mens klinten enten skyldes istidens moræner eller millioner år gamle hævede havaflejringer.

Selvfølgelig kan man nyde naturen og dens mange forandringer, men med en smule viden om landskabets udvikling får man et større udbytte af turen. For der er stor forskel på istidens 20.000 år gamle moræneaflejringer, og 200 millioner år gamle gruslag med sorte striber af kul fra træerne i fortidens sumpe med dinosaurer.

Kysten ved Risegård med sit plastiske ler i røde og grønne farver. Foto: Søren P. Sillehoved

Vandreturen følger kysten mod vest

Kort efter Boderne kommer udløbet af Læsåen, en interessant å der besøges af mange geologer for sine mange profiler, der er 560-400 millioner år gamle. Det besøg må vente til en anden gang.

Man fortsætter derfor langs stranden med rullesten i mange forskellige farver. De har alle været medbragt af isen under den seneste istid. Endnu er klinterne lave, men længere vestpå bliver de meget højere. Senere kommer der lave skrænter af rødt og grønt ler, det er såkaldt plastisk ler, hvor farverne skyldes jernforbindelser.

Gryden og det røde vandfald

Området hedder Risegård, længere oppe i terrænet findes stejle skrænter af ler, der danner en gryde, hvilket skyldes det plastiske ler, som er skredet ned.

Lidt længere mod vest løber Risebækken ud i havet. Det er svært at se udløbet, men okkerfarvede sten på stranden viser stedet. Derfra fører en besværlig sti op over de stejle skrænter til et lille vandfald, der er en naturperle. Vandfaldet er kun toogenhalv meter højt og løber ud over okkerfarvede skifre.

Normalt er skifer sort, den røde farve skyldes et vejarbejde på landevejen for mange år siden. Store maskiner gravede ned til skiferen, hvorved dens indhold af pyrit med vandets hjælp blev iltet til svovlsyre og okker. Dermed blev vandet rødt, og vandfaldet blev kaldt "det røde vandfald". Åens vand er i vore dage rent, mens skiferen stadig er okkerfarvet.

På skrænterne ved vandfaldet er der mange blomstrende blå anemoner i april.

Klinterne ved Sose er 15 meter høje og aflejret i et floddelta for 200 millioner år siden. Foto: Søren P. Sillehoved

Turen fortsætter mod Sose

Længere vestpå bliver klinterne højere og ender med nogle op til 15 meter høje. Da der hele tider er skred i klinterne, bliver stranden smallere og ved højvande umulig at passere. Der er en alternativ rute over klinterne. Det øverste af klinterne består af isens moræneaflejringer, under dem er der tydelige lag af 200 millioner år gamle aflejringer af ler, sand og kul. Aflejret i et floddelta med lavt strømmende vand og senere dækket af havet. De mange planterester i klinterne fortæller, at klimaet var tropisk fugtigt.

En stor stranding 1678

Sosebugten var i 1678 skueplads for Danmarks største stranding. En flåde på 24 svenske skibe var på vej fra Pommern til Sverige med 3.400 mænd og 600 kvinder og børn. Alle skibene strandede, 18 skibe blev slået til vrag, og 1.000 mænd og kvinder druknede. Resten blev om morgenen fanget af øens milits og ført til øens fængsler. Ude i havet skjuler sandbunden endnu skibenes mange kanoner, våben, guld og sølvmønter.

Ved Sose Odde ses nogle skure til fritidsfiskere og en 130 meter lang skanse kaldt Sose Odde Batteri. Under englænderkrigen i 1807 var den udstyret med to sekspundkanoner.

Hvis det ikke blæser, kan man høre havlitterne synge ude fra havet. De små dykænders stemmer tolkede man i gamle dage, som om de sang: "Havet er mit – landet er dit."

Vi fortsætter vandreturen på stranden.

Homandshal

Efter et øjeblik ses et forbjerg, der kaldes Homandshal. Det ligner granit eller stivnet magma fra en vulkan.

Formationen består dog af 135 millioner år gammel sandsten dannet på havbunden. Den røde farve skyldes forskellige jernforbindelser. Der er ingen veje hertil, så der kommer sjældent nogen og ser fænomenet. Under højvande må man smide skoene for at fortsætte, og kort efter kommer en af øens bedste badestrande.

Rester af pælebroen på stranden ved "Fosforritten." Det kaldte man fabrikken fra 1918 til udvinding af de sorte knolde til landbrugsgødning. Foto: Søren P. Sillehoved

Fodspor af dinosaurer

Klinternes aflejringer med trærødder fortæller, at træerne må have vokset i juratidens sumpe, hvor store langhalsede dinosaurer kunne æde af dem.

Her er der fundet flere fodspor af dinosaurer, der aftegnede sig som 70 centimeter lange sorte fordybninger. Efter stormvejr tager havet af klinterne, men nye fodspor kan komme til syne.

Madsegrav og "Fosforritten"

De lavere kystklinter inden Arnager består af 100 millioner år gamle kridttidsaflejringer med sorte knolde af fosforit, der kan udvindes til superfosfat.

Under 1. Verdenskrig opstod der mangel på importeret gødning. Der blev derfor i 1918 bygget en fabrik og anlagt dybe minegange til fosforitknoldene. Efter udvaskning på fabrikken blev de udskibet direkte fra kysten til Aalborg og forarbejdet til superfosfat. Efter to års drift ophørte fabrikken, men der ses stadig rester af pæle på stranden fra den gamle udskibningsbro.

Bag den gamle skanse med flagstang findes parkeringspladsen. Foto: Søren P. Sillehoved


Arnager

Allerede på lang afstand kan man se den 200 meter lange bro til Arnager Havn. Den blev i 1884 lavet som øens første ø-havn nær et rev med dybt vand til fiskerbådene, men forbundet til fastlandet af en bro. Arnager var allerede et fiskersamfund i 1500-tallet, og samtidig dyrkede man den sandede jord som avlsbrugere. Der er silderøgeri udenfor Arnager.

Efter stranden følger man stien til broen og fortsætter ad vejen mod en høj bakketop med en flagstang. Her er parkeringspladsen, og der slutter turen.

God tur.

Næste stafetvandring er strækningen Arnager-Rønne.