Vandringen Bornholm rundt fortsætter mod Dueodde

NATUR

Tanken med mine stafetvandringer er at følge øens kyster ad de gamle redningsstier. Denne tur starter fra Snogebæk mod Dueodde, men man følger sandstranden, da der på strækningen aldrig har været nogen redningssti. Hele turen er på cirka seks kilometer og ender ved den store parkeringsplads ved Dueodde.

Herfra tager man bussen tilbage til Snogebæk. Undersøg inden turen påskens køreplan. Der skal beregnes tre timer til turen, da man undervejs forlader kysten for at opleve fyrreskovens skjulte bunkersanlæg og kanonstillinger fra 2. Verdenskrig.

De bornholmske redningsstier

I midten af 1800-tallet anlagde man stier langs øen kyster, anvendt af strandvagter om natten, når de gik patrulje med lygter for at advare skibene om de farlige bornholmske kyster. Stierne blev ligeledes brugt i stormvejr og under redningsaktioner.

På Sydbornholm var der ingen stier, strandvagterne gik direkte på stranden. Langs de farlige klippekyster anvendte man under redningsaktioner rebstiger, raketstole og hejseværk. Aldrig redningsbåde, for det var livsfarligt, redningsbåde brugte man til gengæld på lave sandede kyster fra Snogebæk over Dueodde og mod Rønne. Med skibenes nye teknik nedlagde man systemet med redningsstier omkring 1970. De stadigt eksisterende stier kaldte man så kyststier.

Stafetvandringen går på sandstranden mod Dueodde. Foto: Søren P. Sillehoved

Fra Snogebæk til Broens Odde

I begyndelsen er stranden smal med en bræmme af træer, der skjuler de mange sommerhuse. Længere mod syd kommer nye forekomster af flade sandsten på en stenodde, der kaldes Broens Odde.

Sandstenen består af grønne skifre, der for 475 millioner år siden blev dannet af ler på lavt vand. Flere steder er der små sorte klumper i sandstenen. Det er fosforitknolde med mineraler afsat omkring en organisme, og man ser mange krybespor af dyreliv på skiferen.

Fra Broens Odde mod syd

Bag den faste sandstrand er der endnu kun lave klitter og fyrretræer. På stranden ligger der opskyllet tang med små blåmuslinger.

Langs øens kyster findes ikke de samme mængder af muslinger og døde havdyr, som skyller i land langs den jyske vestkyst. Det skyldes Østersøens lave saltprocent, og muslingerne er ofte små. Der findes vandmænd, men ingen brandmænd, søstjerner og søpindsvin. Rav ses sjældent ved øens kyster. Tidevand med ebbe og flod eksisterer ikke i Østersøen. Til gengæld får man på Sydbornholm ofte en hilsen fra den polske teletjeneste på mobilen, det skyldes metrologiske forhold.

Fodspor i sandet. Det er så fint, at det knirker, når man går i sandet. Foto: Søren P. Sillehoved

Dueodde med verdens fineste sand

Lidt efter lidt bliver sandstranden bredere. De første høje klitter ved Dueodde kommer til syne med sand, der er hvidt som sne og kaldes verdens fineste sand.

Det består af hvide kvartskorn, der for tusindvis af år siden hvirvlede rundt på havbunden og endte langs kysten som flyvesand og høje klitter. Samtidig skabte sandet en ødelæggende sandflugt, der i 1700 var årsag til, at områdets mange gårde blev ødelagt af sand.

Strandmarksområdet tilhørte fra ældre tider Kongen (staten). De lokale bønder brugte den sparsomme bevoksning mellem klitterne til afgræsning af deres kreaturer og sandflugten fortsatte. Derfor forærende staten i 1870 hele området til alle nærliggende gårde med en pligt til plantning af fyrretræer, der kunne forhindre sandflugten. De samme gårdejere kunne senere sælge området til dyre sommerhusgrunde.

Store dele af Dueodde blev fredet i 1936. For at "bevare det ejendommelige klitlandskab for eftertiden." En yderligere fredning i 1967 skulle sikre offentlighedens adgang til stranden – og sommerhuse til nogle bestemte afgrænsede arealer.

Sandet "skriger"

Hvis man forlader den faste forstrand og går hen til en klit med løst sand, opdager man, sandet knirker lidt. Derfor kaldes det "skrigesand," og det var så fint, at man i ældre tider brugte det i til alle kirkernes timeglas. Eller som blæksuger, inden man opfandt trækpapiret.

En af de dystre kanonstillinger fra 2. Verdenskrig. Foto: Søren P. Sillehoved


Dystre minder fra 2. Verdenskrig

Før det sydligste punkt på Dueodde ses en rød redningskrans og begyndelse til en sti gennem klitterne. Via en gangbro kommer man frem til Dueodde campingplads og vandrerhjem. Den asfalterede vej fører op mod landevejen og hedder Skrokkegårdsvej.

Efter cirka én kilometer vil der kort før landevejen være to mindre sideveje over for hinanden. Begge små veje fører ind til to store bunkersanlæg og kanonstillinger fra 2. Verdenskrig.

Følg den venstre skovvej. Kort efter ses de grå og dystre betonmure fra krigens tid. Tyskerne opførte dem i 1940, med arbejdskraft af tvungne arbejdsløse bornholmere. Hvert anlæg skulle have en underjordisk bunker med opholdsted til 1.000 tyske soldater, og et 540 tons tungt kanontårn skulle bære en 16 meter lang kanon med en diameter af 38 centimeter og en rækkevidde på 55 kilometer. Med et tilsvarende anlæg i det besatte Polen ville tyskerne have fuld kontrol over den sydlige del af Østersøen.

Kanonerne kom aldrig

Allerede i 1941 ophørte arbejdet. Hitler mente, truslen i Østersøen var mindre end den fra Atlanterhavet. Derfor blev Atlantvolden opført med bunkers og kanoner strækkende fra Nordnorge til Spanien. De to store kanoner kom aldrig til Bornholm, men blev omdirigeret til Hanstholm. De nåede dog kun til Esbjerg Havn, hvor de lå på kajen, til krigen sluttede i 1945. En af de store kanoner er i dag udstillet på Krigsmuseet i København.

Gangbroen gennem klitterne skal skåne dem og samtidig gøre adgangen lettere for dårligt gående. Foto: Søren P. Sillehoved

Hjemturen

Fra bunkeren går man til venstre langs murene. Derefter ses en sti, der følges gennem sommerhusområdet og Møllers Camping og udmunder på en asfalteret vej. Her går man til venstre, og et øjeblik efter ses den store parkeringsplads med kiosk og toiletter. Her slutter turen, og derfra afgår bussen.

God tur. Næste uge stafetvandring er Dueodde-Slusegård Vandmølle.