Veganerpartiets kandidat

Veganerpartiets kandidat
Lærke Lina Skovbjerg fra Veganerpartiet. Fotograf Berit Hvassum
VALG | BORNHOLM | Mandag 1. november 2021 • 21:08
Jakob Marschner
Journalist
VALG | BORNHOLM | Mandag 1. november 2021 • 21:08

LÆRKE LINA SKOVBJERG fra VEGANERPARTIET

Nogle er sikre, andre er på vippen, og for atter andre ser vejen svær ud. Frem til valget analyserer Bornholms Tidende situationen for i alt 20 kandidater, der på den ene eller anden måde skiller sig ud.

Ud af de 98 kommuner i Danmark er Bornholm blandt de 16, hvor Veganerpartiet stiller op, tre år efter det blev stiftet.

På Bornholm er Lærke Lina Skovbjerg den eneste kandidat for Veganerpartiet. Hun flyttede til Bornholm for tre år siden og arbejder som geolog hos kommunens Center for Natur og Miljø. Tidligere var hun forsker for industri-giganten Haldor Topsøe A/S. En PhD-grad har hun også på sit cv.

Men skal man være ærlig, ser vejen svær ud. En procent lige ud i Jysk Analyses meningsmåling for TV 2 Bornholm i august var dog faktisk et flot resultat, som Lærke Lina Skovbjerg da også var tilfreds med i betragtning af, at partiet er så nyt. Den ene procent blev dog til 0,0 og dernæst 0,1 i målingerne fra september og oktober.

Med så små talstørrelser gør det en forskel, om analyseinstituttet tilfældigvis får ringet til fem, ti eller slet ingen af de små partiers vælgere, så man kan ikke lægge meget i dykket for Veganerpartiet. Anderledes, måske, hvis kurven nu havde gået opad.

Nu ligner det i stedet, at Lærke Lina Skovbjerg for tiden får en oplevelse og en hel del gratis medietræning – og at hun får høstet noget erfaring, som hun selv og måske også Veganerpartiet på landsplan kan bruge til noget. Hun får også bidraget til at gøre sit parti mere kendt på Bornholm.

Lige præcis på Bornholm er jorden dog (bogstaveligt talt) måske ikke så godt gødet for Veganerpartiet. Partiet er et udpræget nicheparti, og nichen handler om dyrevelfærd, i lidt bredere forstand også om grøn omstilling, som de fleste partier i dag har på programmet.

Det er derimod kun Veganerpartiet, der står så hårdt på både klima og dyrevelfærd, at man vil afvikle hele den konventionelle landbrugsproduktion, lægge alt om til økologi og faktisk helst også udfase al dyreproduktion, startende med svin, for at nå frem til et 100 procent plantebaseret landbrug. Det bliver interessant at se, hvor langt det rækker et sted som Bornholm, hvor det traditionelle landbrug har lange, dybe rødder og stadig beskæftiger mange.

Op til valget består et andet problem i, at kommunerne ikke beskæftiger sig meget med dyr. Indtil for et par år siden kunne landmænds ønsker om at udvide deres bedrift godt have været en platform for Veganerpartiet. Men sager af den slags er ikke længere politiske sager, men sager for kommunens embedsværk.

Tilbage står, om Lærke Lina Skovbjerg i valgkampens sidste to uger kan markere Veganerpartiet så stærkt, at vælgerne begynder at indfinde sig. I så fald skal der nok ske noget, der fører klima, miljø og grøn omstilling højt op på dagsordenen, også på Bornholm. Det er ikke umuligt, men stor er sandsynligheden ikke.

Rækker det ikke til en plads i kommunalbestyrelsen, kan Lærke Lina Skovbjerg hjælpe Enhedslisten, Alternativet og SF, som Veganerpartiet er i valgforbund med. Det vil så indebære, at stemmer på Veganerpartiet går ind i en pulje, der kan ende med at give et mandat til et af de tre partier.

 

FÅ ABONNEMENT