USA's fungerende ambassadør: 'Folkemødet er en unik begivenhed'

USA's fungerende ambassadør: 'Folkemødet er en unik begivenhed'
Folkemødet er noget unikt, mener Stuart A. Dwyer, som er USA's fungerende ambassadør i Danmark. Her er han i samtale med bornholmske Jarl Cordua og Torben Steno i Allinge. Foto: USA's Ambassade
Mandag 21. juni 2021 • 11:01
Henrik Nielsen
Journalist
Mandag 21. juni 2021 • 11:01
Henrik Nielsen
Journalist

FOLKEMØDET

I 2017 indtog USA's tidligere ambassadør Rufus Gifford Allinge og Folkemødet som en stjerne. Efter nogle år som den mest berømte og populære diplomat i Danmark havde han sagt farvel til ambassaden på Østerbro i København, men begejstringen for Danmark var intakt, og at den stadig var gensidig, blev tydeligt, da han trådte op på Folkemødets hovedscene for at tale.

Rufus Gifford var rejst hjem til USA, fordi republikanske Donald Trump havde vundet præsidentvalget over Hillary Clinton. Derfor skulle USA have en ny ambassadør. Ambassadørposten går ofte til en loyal støtte, som har samlet mange penge ind til den siddende præsidents valgkamp. Sådan var det med Rufus Gifford, og sådan var det med hans efterfølger, Carla Sands.

Da demokraten Joe Biden vandt præsidentembedet fra Donald Trump, var hendes dage som ambassadør talte, og indtil der bliver sat navn på hendes afløser, fungerer chargé d'affaires Stuart A. Dwyer som ambassadør, og hans deltagelse i Folkemødet var noget mere anonym end Rufus Giffords.

I løbet af Folkemødet deltog Stuart A. Dwyer blandt andet i debatter om Nato, Arktis og samhandel. Han blev også interviewet til Altinget og til Berlingskes Cordua & Steno, hvor bornholmske Jarl Cordua bidrager med den første del af programmets navn.

– Folkemødet er en unik begivenhed og en fantastisk mulighed for at tale med mennesker. Jeg nød virkelig at mødes med flere toppolitikere fra Danmark og høre deres tanker om, hvordan vi tackler fælles udfordringer og prioriteringer i den afslappede og uformelle stemning, der er på Folkemødet, fortæller Stuart A. Dwyer på Twitter.

– Tak, Bornholm og især Allinge, for et fantastisk folkemøde. Dette var mit første folkemøde og en fantastisk oplevelse. Også en stor tak til holdet fra den amerikanske ambassade for nogle fantastiske dage, der satte fokus på de mange aspekter ved det stærke forhold mellem USA og Danmark.

FÅ ABONNEMENT