Unge mænd forlod slåskamp i bil, men med for høj promille

NOTITS | BORNHOLM | 17. JAN 2022 • 10:32
NOTITS | BORNHOLM
17. JAN 2022 • 10:32

Natten til lørdag endte festligheder i håndgemæng og spritkørsel, da en 36-årig kvinde så sig nødsaget til at ringe til politiet. Der var fest hos kvindens nabo, og til sidst blev larmen for meget. Kort efter ankom en patrulje fra Bornholms Politi til adressen, hvor de så to unge mænd på 22 og 17 år, der var på vej væk fra festen i bil. Patruljen valgte at stoppe de to unge mænd, der kunne oplyse, at de var på vej væk, fordi de havde været oppe at toppes med to andre unge mænd til festen på 17 og 18 år.

Patruljen mistænkte føreren af bilen, den 22-årige, for at være påvirket af alkohol, hvorpå man tjekkede vedkommendes promille. Ganske rigtigt viste det sig, at føreren af bilen havde en promille over det tilladte, hvilket den 22-årige blev sigtet for, står det i døgnrapporten. Om festen og larmen blev dæmpet, fremgår ikke af døgnrapporten.