Ugens digt fra Svaneke-poeten

NOTITS | Lørdag 23. november 2024 • 10:00
Af:
Peter Poulsen
NOTITS | Lørdag 23. november 2024 • 10:00

Svanerne ligner spørgsmålstegn på vandet.

Vandet ligger bedst i havets lomme

fuld af tang og gopler, sten

vi ikke kender,

og som ikke kender os.

Fisk og døde sjæle svømmer rundt derude.

Gusen ligner drømmeudslip,

kølig røg fra undersøiske saloner.

I stille nætter hører man en hvisken,

som kan stige og forsvinde uden varsel.

Verdenshavets baltiske accent.

Det er dem, som er i havets mørke,

som bor dernede, vi kan høre,

og hvis sange vinden bærer ind.

Det er fiskere, soldater, børn,

måske en enlig kartograf

og sikkert et par munke,

som har skullet kristne nogen;

alle er endt derude,

deres stemmer blander sig med vindens.

Stjernehimlen er sin egen havbund,

måske en spejling af en drøm.

Svanerne er tavse vidner,

hvis de ikke sover svanesøvnen.

Alle drømme går til grunde

og vokser atter frem af dybet

som i sin tid disse skær.

PETER POULSEN OG BORNHOLM

Tidende bringer efter aftale med Peter Poulsen uddrag fra digterens store bagkatalog – digte, hvor Bornholm på den ene eller anden måde har bidraget med inspiration. Dagens digt er uden titel og står i CIKADERNE SYNGER, som udkom i 20006.

FÅ ABONNEMENT