Det er jo to sager på under en uge, hvor I først er blevet gjort opmærksom på problemerne, fordi Bornholms Tidende har skrevet om dem?
– Ja. Ja, det er rigtigt, og det er jo også to sager, der falder ind under samme udvalgsområde. Og det kan godt være, at det giver anledning til nogle refleksioner. Men grundlæggende er min opfattelse, at der er en god dialog mellem det administrative og det politiske.
Bjarne Freund-Poulsen, som til daglig er leder af Center for Ejendomme og Drift, mener ikke, at kommunalbestyrelsen har bevilget penge nok til at kunne lade potentielle samarbejdspartnere byde ind med elbiler:
– For de 500.000 kroner, som politikerne har bevilget til at fremme kommunens flåde af elbiler med, rækker ikke langt.
Kan ikke leve op til målsætninger
Morten Riis er ikke uforstående over for de udfordringer, embedsværket kan imødese, når det skal forvalte de politisk vedtagne budgetter. Men det kræver i første omgang, at kommunikationen er i orden, mener han.
– Hvis der så ikke er afsat midler nok til at gennemføre de strategier, vi har vedtaget, så synes jeg, at man administrativt bør gøre os opmærksom på, at vi ikke kan leve op til vores målsætninger, siger han.
– Fra et administrativt perspektiv kan man jo også sige, at hvis vi ikke afsætter midlerne til det i budgettet, så kan de jo heller ikke gøre andet end end det, de har midler til. Men der kunne jeg godt tænke mig, at der var en bedre dialog mellem det administrative og det politiske.
Hvad kommer der konkret til at ske i udbudssagen?
– Først og fremmest skal vi finde ud af, om det er muligt at slå bak på udbuddet. Hvis det er det, så synes jeg, at man skal finde ud af hvor mange ekstra midler, der mangler, og så igangsætte et nyt udbud.