Forbrugerøkonom: 'Det offentlige bør gå forrest i den grønne omstilling'

Forbrugerøkonom: 'Det offentlige bør gå forrest i den grønne omstilling'
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 26. JAN 2021 • 10:33
Af:
Aleksander Klug
| ABONNENT
26. JAN 2021 • 10:33

MILJØ

Sidste års brede klimaaftale lægger op til, at alle biler, som det kommunale ejer eller bruger, skal blive elektriske.

Men det kræver, at det offentlige går forrest, mener forbrugerøkonom ved Forenede Danske Motorejere, Ilyas Dogru.

– Hvis det offentlige går foran, så vil de jo være et forbillede for private forbrugere.

Selv om Bornholms Regionskommune i over ti år har haft ambitioner om at udfase benzindrevne biler til fordel for elbiler, har man på nuværende tidspunkt kun udskiftet 27 ud af kommunens i alt 300 biler. Ifølge Bjarne Freund-Poulsen, der er centerleder ved Center for Ejendomme og Drift, er det et spørgsmål om økonomi og dårlig ladeinfrastruktur.

Det kan Ilyas Dogru, forbrugerøkonomen fra FDM, godt nikke genkendede til, for det er en historie, han har hørt før.

– Det er en svær øvelse for kommuner, der gerne vil være grønne, og derfor er nødt til at vende hver en krone for at være sikre på, at de har råd til at tage det grønne valg. Problemet er ofte, at det offentlige ikke har midlerne til at lave skiftet.

Det ansvar, mener Ilyas Dogru, falder hos kommunalbestyrelsen.

– Hvis kommunalbestyrelsen gerne vil have flere el-biler på vejene, så er de nødt til at sætte flere penge af.

Modsat Bjarne Freund-Poulsen, der tidligere har kritiseret manglende lademuligheder på Bornholm, mener Ilyas Dogru, at det eneste, der kan afholde kommunen fra at vælge elbiler, er indkøbsprisen.

– Man kan sige, at rækkeviden er ikke et problem. Opladning er heller ikke et problem.

Hvorfor ikke?

– De fleste biler kan jo sagtens køre 250-300 kilometer på en opladning. Det er der jo ikke nogen, der kører i ét stræk. Altså, de kører jo et sted hen, hvor man kan lade, eller tilbage til deres base. Komfortmæssigt er elbilerne jo også bedre, fordi de er lydløse og mere behagelige at køre både for føreren og for passagererne.

Flere vil sige, at det ikke kan betale sig at vælge elbiler, fordi det er problematisk at lade dem op…

– Nu er Bornholm jo et af de få steder i landet, der er spækket til med ladestandere. Selv om de er opført til almen brug, er der jo ikke noget, der forhindrer offentligt ansatte i at bruge dem. Som sagt er der jo ikke nogen biler, der kører 24/7. Fordelen ved el-biler er også, at man ikke behøver at ramme 100 procent. Man skal jo bare ramme et vist antal procent, for at kunne komme tilbage til basen. Det er klart, at der er øgede omkostninger ved ekstra opladningsfaciliteter, og hvis man ikke har pengene til dem – ja, så opstår der et problem.

Gevinst i udskiftning af ældre biler

I sidste uge udgav FDM deres årlige bilbudget, der opører diverse udgifter forbundet med bilejerskab. Det viser, at en elbil til 300.000 kroner i gennemsnit koster 3,63 kroner per kilometer over fem år og 100.000 km, når man indregner samtlige udgifter på helt samme måde som med en benzinbil.

Det betyder, at det er omkring 80 øre billigere end at købe en benzinbil til samme pris. Sammenligner man med tilsvarende biler med automatgear, bliver forskellen endda endnu større.

Bilbudgettet afkræfter endnu en gang myten om, at det er dyrere at køre elbil, mener Ilyas Dogru. Selv om FDM's budget er målrettet prvate bilejere, og derfor ikke medregner den manglende registreringsafgift på kommunale køretøjer, mener han ikke, at det er teknologien, der begrænser kommunernes muligheder for at skifte til mere miljøvenlige biler.

– Det er jo det, der er problemet for mange kommuner, der gerne vil være grønne; pludselig går det op for dem, at benzinbiler uden registreringsafgift er markant billigere. Men hvis man virkelig gerne vil den grønne omstilling, så er man jo nødt til at tage hele beregningen med.

– Her er det selvfølgelig op til kommunalbestyrelsen at sætte de penge af, der skal til for at skifte til elbiler.

Men en opgørelse fra De Danske Bilimportører viser, at det dog ikke kun er på Bornholm, at det halter med den grønne omstilling. I øjeblikket udgør elbiler 5,4 pct. af den samlede bestanddel af person- og varebiler på tværs af landets kommuner. Samsø Kommune har den største andel af elbiler, hvor 57 pct. af bilerne i kommunen er elbiler. 17 kommuner har fortsat ingen elbiler.

94 pct. af kommunernes bilpark består i dag af konventionelle biler, men stigende krav til bilers forurening og CO2-udledning har mindsket nye bilers udledning markant.

– Ældre biler forurener typisk mere end nye biler, der skal leve op til større miljø- og klimakrav. Derfor er der en oplagt klimagevinst i at udskifte ældre biler med nye – uanset drivmiddel – og derfor er vi som branche parate til at støtte op om initiativer, der erstatter gamle med nye biler, lød det sidste år fra Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

 


Top 5 kommuner med flest elbiler

Samsø Kommune (57 %)

Furesø Kommune (45 %)

Albertslund Kommune (37 %)

Rødovre Kommune (33 %)

Gladsaxe Kommune (30 %)