Torben og Susan sælger hus under coronakrisen: Mange interesserede købere

Torben og Susan sælger hus under coronakrisen: Mange interesserede købere
Parret Hannesbo har boet i huset på Hellig Kilde 1 i Svaneke i tre år. Nu er tiden kommer til at flytte ind i noget større i Snogebæk. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 4. MAJ 2020 • 13:55
Af:
laust jordal
| ABONNENT
4. MAJ 2020 • 13:55
På trods af coronakrisen lader det til, at bornholmerne for tiden ikke har mindre lyst til at købe ny bolig. Det beretter flere ejendomsmæglere om til Bornholms Tidende. Blandt de bornholmere, der har ikke har ladet coronakrisen skræmme dem fra at handle ejendom er Torben og Susan Hannesbo. De bor fortsat i et hyggeligt byhus Svaneke, men har købt et hus i Snogebæk, som de overtager per 1. august. Huset er en nedlagt landejendom med en stor have til, som parret fandt, da nogle venner fra Snogebæk fortalte, at deres nabo vist nok var ved at sætte huset til salg.

– Det var ikke et hus, der var annonceret med. Det lå bare i skuffen hos ejendomsmægleren, fortæller Torben Hannesbo.

Han er førtidspensioneret politimand. Et voldeligt, banderelateret overfald i deres gamle lejlighed i København for tre år siden, har givet ham posttraumatisk stress, hvilket var årsagen til, at parret søgte mod Bornholm i første omgang og bosatte sig i Svaneke. Susan Hannesbo er kostvejleder og yogaterapuet, og parret har planer om at bruge den større ejendom i Svaneke til at holde yogakurser og retreats, når de får mere plads.

– Nogle venner sagde, vi skulle prøve at snakke med ejerne af ejendommen. Vi bankede på en dag, og fik lov til at komme ind og kigge. Det var i slutningen af januar, længe før coronakrisen for alvor var en ting, der blev snakket om i Danmark, siger Torben Hannesbo.

Nogle dage senere rejste parret til Indien, hvor Susan Hannesbo, skulle bruge seks uger på at videreuddanne sig inden for yoga og ayurveda-terapi. Over messenger blev de nogle dage efter fremvisningen af huset kontaktet af sælgeren, der bad dem give et bud.

– I dag kan man klare så mange ting via messenger og andre onlinepålatforme. Det var totalt surrealistisk at købe hus på den måde fra Indien. Med nem-id kan du klare dig i hele verden. Vi tog fat i vores bank, Nykredit, og kontaktede en advokat. Vi fik tilsendt tilsynsrapport og dokumenter og kunne på den måde skrive under på handlen fra den anden ende af verden, fortæller Susan Hannesbo.

Parret fik huset til 2,1 millioner kroner efter at have fået presset prisen 50.000 kroner ned.

– Senere har vi fået at vide, at sælger gerne ville have solgt til 1,9 mio. men vi synes faktisk 2,1 mio. er en fair pris. Det er et ægtepar, der har boet i det hus i over 42 år. Det må betyde, at det er et hus, der er godt at bo i, siger Torben Hannesbo.

En halv procent i rente

På det tidspunkt, hvor handlen var accepteret af begge parter, begyndte der ifølge Torben Hannesbo at være mere opmærksomhed på coronavirus internationalt.

– Efter at have skrevet under havde jeg fat i Nykredit igen. På det tidspunkt var der begyndt at være nogle svage rygter om corona rundt omkring, og jeg vidste, hvor vigtigt det var at holde øje med kurserne. Da renten var nede på 0,5 procent, sagde jeg til bankrådgiveren, at jeg gerne ville kurssikre vores lån. Så vi har lånt for en halv procent over 30 år. Det er jo helt vildt, siger Torben Hannesbo.

Parret rejste hjem fra Indien stort set samtidig med, at verden lukkede. Den 14. marts landede de tilbage i Københavns Lufthavn få timer efter, at grænsen var lukket. Huset i Svaneke havde de sat til salg, mens de var i Indien og allerede to dage efter at være kommet hjem til Danmark, havde de den første fremvisning af huset.

– Vi har været i gang med planerne om at sælge længe. Før vi tog af sted til Indien, havde vi haft fat i forskellige ejendomsmæglere og fået vurderet huset. Vi valgte at gå med EDC Bornholmerbo. Carsten Schou fra ejendomsmæglerkæden bor selv i byen og kan fortælle alt, hvad der er værd at vide om Svaneke. Samtidig kunne vi også godt lide, at han virkede som den mest realistiske. Han sagde, at vi nok godt kunne sælge huset højere, men fordi folk nok ville være mere forsigtige nu på grund af coronakrisen, ville han sætte huset til 1,7 mio. kroner. Carsten sagde, at hvis ikke det var coronatid, ville vi måske kunne få 50.000-100.000 kroner mere, siger Torben Hannesbo.

– Ejendomsmægleren siger, at det måske kommer til at tage lidt længere tid at få huset solgt, fordi folk måske er lidt mere forsigtige. Det kan være det tager 30 dage ekstra, men vi har masser af tid. Og selv hvis vi ikke skulle få solgt til overtagelsesdatoen, så må vi bare leje det ud. Vi kan dybest set klare os for min pension, og hvis vi kommer til at have logerende boende det nye sted, er det lige før, vi kommer til at bo gratis. Så vi er ikke bekymrede, men tager det stille og roligt. Vi er ret sikre på, at vi nok skal få solgt huset, inden overtagelse af den anden ejendom i august. Lige nu er der nok en masse mennesker, der drømmer om et sted med mere lys, luft og natur. Det er sælgers marked på Bornholm, siger Torben Hannesbo.

Mange fremvisninger

Han fortæller, at da parret for tre år siden købte deres nuværende bolig og flyttede til Bornholm, var der over 850 boliger til salg på øen ifølge Boligsiden. Nu er antallet omkring 300. Så ejendomsmæglerne må slås om husene. Parret oplever da også, at interessen for deres svanekehus er stor. Både blandt potentielle købere og lejere. I gennemsnit har de haft tre fremvisninger om ugen, siden huset kom på markedet. Men hvordan sikrer man sig sundhedsmæssigt i en tid, hvor vi alle skal distancere os socialt og undgå for megen kontakt med andre mennesker?

– Det med smitterisikoen når der er fremvisninger og kommer fremmede i vores hjem bekymrer os ikke, siger Susan Hannesbo.

– Når der har været fremvisning, bruger vi en masse tid på at spritte af på dørhåndtag, gelændere og sådan noget, og gør ekstra rent. Det tager vi med, siger hun, og Torben Hannesbo suplerer:

– I bund og grund er det ikke så utrygt at sælge og købe, selvom der er coronakrise. Selv hvis renten stiger til fire-fem procent, ser vi på det. Så må man lave en omprioritering af sit lån eller sådan noget. Det man skal gøre op, når man har en bolig, det er, hvad koster det, at bo der om måneden. Renten kan køre op eller ned, men spørgsmålet drejer sig om størrelsen på hovedstolen. Vi kommer til at bo i et hus på 225 kvadratmeter. Hvis vi regner den månedlige udgift til lånet ud, kommer vi til at sidde for omkring 5.000 kroner i husleje. Det er det samme, som man kan leje et værelse i København for, griner Torben Hannesbo.