Tiden med russerne på Bornholm var en utryg tid for øens kvinder

RUSSERNES AFREJSE

Lærke Ea Aarestrup fra Bornholms Ø-arkiv har skrevet nærværende artikel i forbindelse med 75-året for russernes afrejse fra Bornholm, idet hun gør opmærksom på, at nyt materiale på arkivet nu bliver offentligt tilgængeligt. Ifølge arkivloven bliver arkivalier, som rummer oplysninger om enkeltpersoners private forhold, nemlig typisk tilgængelige efter 75 år, og blandt andet rapporterne i modstandsbevægelsens arkiv om russernes opførsel er nu tilgængelige.

I artiklen har arkivaren fokus på den utryghed, de bornholmske kvinder har oplevet under tiden med russerne, som det fremgår i rapporterne og fra erindringer.

Der skulle gå mange år efter den russiske tilstedeværelse på Bornholm, før man talte om soldaternes adfærd som andet end fredelig; og man talte hændelserne på Bornholm ned i forhold til, hvad man oplevede mange steder i resten af verden lige efter Anden Verdenskrig.

Den 5. april er det 75 år siden, de sidste russiske tropper forlod Bornholm efter at have været på øen i 11 måneder. På Bornholms Ø-arkiv har vi erindringer, billeder og interview med bornholmere fra tiden med russerne. En stor del af befolkningen har fredelige minder om de russiske tropper, der – nuvel – ofte opførte sig anderledes, end man gjorde i det danske samfund; men der findes også beretninger om voldelig, truende opførsel og tyveri – hændelser, som blev fortiet i samtiden og mange år frem.

I erindringer, interview og rapporter fremgår det, hvordan bornholmske kvinder var særligt ramte af den russiske tilstedeværelse på øen. Under tiden med russerne i 1945-46 var det almindeligt, at kvinderne ikke måtte forlade deres hjem efter mørkets frembrud, og at de generelt skulle være påpasselige med, hvor de færdedes på øen.

Kirsten Kofoed Holm fortæller i et "erindringsglimt" om russertiden, at hun som 18-årig skulle til Østerlars på cykel fra sin bolig i Aakirkeby. Men da der var mange russere i Hareløkkerne i Almindingen, turde hendes forældre ikke sende hende afsted alene, så Kirstens far fulgte hende gennem skoven for at undgå uønskede tilnærmelser fra russerne.

Kvinders råderum blev under den russiske tilstedeværelse yderligere indskrænket, da det i 1940'erne også var en almindelig opfattelse, at kvinden bar en del af ansvaret for, hvorvidt hun kunne risikere at blive udsat for overgreb. Hvis hun blev udsat for voldtægt, bar kvinden og hendes familie skammen for det.

En omvej

Flere bornholmske kvinder fortæller i beretninger om, at de måtte tænke nøje over, hvor de gik. Ofte valgte de at gå en omvej for en sikkerheds skyld, hvis de havde mistanke om, at de risikerede at møde de russiske mænd.

Gerda Høst husker blandt andet, at hun på en ferie i Gudhjem som 22-årig ung kvinde var gået fra haven i Norresân til Bokul for at nyde udsigten deroppefra på en smuk sommerdag. Men i det samme var hun blevet ængstelig, fordi der var russere: "Man ved jo aldrig – så jeg fandt hurtigt en anden vej at gå hjem igen".

En anden bornholmsk kvinde oplevede på egen krop utrygheden ved at være kvinde under tiden med russerne. Hun kom kørende på sin cykel, da hun blev standset af en russisk soldat, der trak hende og cyklen med ind i skoven ved Sorthat mod hendes vilje. Episoden blev anmeldt af et øjenvidne til hændelsen, som fandt kvinden og fik hende befriet fra den russiske soldat. Desværre har vi ikke kvindens egen beskrivelse af hændelsen, men episoden blev nedskrevet i modstandsbevægelsens rapporter, som findes på Ø-Arkivet.

Selvom kvinderne ikke forlod hjemmet, var det stadig ikke risikofrit, og i en del beretninger fortælles der om indbrud og indtrængen på privat ejendom. Det gik for eksempel ud over en kvinde, som stod i haven og hængte vasketøj på tørresnoren i sin og mandens nye villa ved Fredensborg. En russisk soldat kom ind i haven, overfaldt hende og forsøgte at voldtage hende. Manden i huset var netop kommet hjem fra arbejde, og øjeblikkeligt jog han den russiske soldat væk fra grunden.

Episoden fortæller Ulla Mogensen om i en erindring om russertiden.

Russerlejr i Stampen. Arkivfoto: Bornholms Ø-arkiv 

Privat ejendom

En anden ung pige oplevede også, at russerne ikke respekterede den private ejendom, da hun var alene i sit hjem med to tjenestepiger. Tre russiske officerer, herunder kommandanten for Robbedale-lejren, brød ind i hjemmet, gik ind i stuen og satte sig i stolene, hvor de åbnede øl fra en medbragt ølkasse.

Pigen, som må have været skrækslagen over pludselig mod sin vilje at have tre fremmede russiske mænd i sit hjem, som hun ikke kunne forstå eller tale med, ringede først til den russiske tolk på Dams Hotel, som forsøgte at tale de russiske mænd til rette, dog uden held. Pigen ringede derefter til en mand på en nærliggende gård for at få at vide, hvad hun skulle gøre. Manden hjalp hende ved at ringe til Transportkolonnen, men da den ankom, var russerne forsvundet fra hjemmet.

Episoden efterlader os med ubesvarede spørgsmål – for eksempel, hvad russernes hensigt med at bryde ind i hjemmet var? Desværre finder vi nok ikke svarene. De få detaljer, vi har, er nedskrevet i modstandsbevægelsens rapporter.

Fulde russere

Selvom kvinderne var i selskab med en mand, var det ingen garanti for deres sikkerhed. En aften var en ung bornholmsk pige i biografen i Rønne med sin veninde og sin forlovede, som var modstandsmand. På vej hjem fra biografen oplevede de tre unge mennesker, hvordan russernes tilstedeværelse på Bornholm især var svær for unge piger. De tre bornholmere mødte to fulde russere, som skød med deres revolvere på åben gade. Russerne viste øjeblikkelig interesse for de bornholmske piger.

Den unge mand i selskabet, modstandsmanden overofficer A.A. Sørensen, som havde tillært sig lidt russisk, sagde til russerne, at de ikke måtte gøre pigerne noget. Men selv A.A. Sørensens tilstedeværelse og sprogkundskaber var ikke nok til, at pigerne kunne være i sikkerhed, og de måtte flygte fra stedet.

De russiske soldater blev heller ikke denne gang pågrebet, da de forsvandt fra stedet, før hjælpen ankom.

A.A. Sørensen var tynget af uvished om, hvor længe den russiske besættelse skulle vare, en opfattelse, som man må formode blev delt af bornholmske kvinder, som altså især mærkede utrygheden under russernes tilstedeværelse.

– Bliver vi nogensinde af med dem, det var den (følelse, red.), der knugede os, sagde A.A. Sørensen i et interview foretaget i 1965 som en del af en lang række interview af bornholmske modstandsmænd, der er digitaliseret og findes på Ø-arkivet.

Voldtægter

Sørensen spiste ofte middag med russerne på Blanchs Hotel på Nordbornholm, hvor russerne havde deres hovedsæde. Han skulle agere samarbejdende med de russiske soldater, men ønskede, som størstedelen af øens befolkning, hurtigst muligt at blive befriet fra dem.

Selvom mændene på øen bestemt ikke har brudt sig om episoder med overgreb på de bornholmske kvinder, må det især have været en utryg tid for kvinderne. De tog en risiko ved at færdes på gaden, eller blot ved at opholde sig alene i eget hjem, som før beskrevet.

Kvindernes historie nedskrev man ikke efter besættelsen, som man for eksempel gjorde med modstandsmændenes historie. Kvindernes fortælling om tiden med russerne er derfor ikke en del af den fælles erindring om den tid, selvom det med al tydelighed har været en utryg hverdag for en stor del af den kvindelige del af befolkningen, at russerne var til stede på øen.

Vold af seksuel karakter mod kvinder er almindeligt i krigstid. De mandlige russiske soldater voldtog tusindvis af kvinder i Berlin, efter de havde besejret nazisterne i samarbejde med de allierede.

Selvom voldtægter ikke ville blive tolereret fra den Røde Armé på Bornholm, fandt de alligevel sted. Ingen ved, om russerne nogensinde blev straffet for voldtægter begået på Bornholm, selv om de påstod, at der blev slået hårdt ned på det. Der gik rygter på Bornholm om, at russerne blev henrettet for voldtægter, og at kvinder kunne få en abort, hvis de var blevet voldtaget – rygter, der stadig er en del af erindringerne om russertiden, som bornholmere for eksempel beskriver det i erindringsglimt, men som ikke står entydigt i det historiske materiale.

Højtidelige taler

På russernes afrejsedag den 5. april 1946 var tusindvis af bornholmere stimlet sammen på kajen i Rønne. I Bornholms Amtstidende fra samme dag kunne man læse, at 5-6.000 bornholmere var mødt op.

Folk sad på pakhusenes tage for at få et glimt af begivenhederne. Fritz Olsen, modstandsmand i Nexø, var en af de mange tusinde bornholmere, der var til stede på havnen i Rønne:

"Mange [var] samlet på havnen i Rønne for at se dem sejle ud. Der var højtidelige taler, og russerne tøffede ud af havnen. Men pludselig blev der affyret en salut. Det var et øresønderrivende brag, så ruder klirrede. Der blev sandelig stilhed efter det".

Efter 11 lange måneder sejlede russerne ud på havet efterfulgt af et kæmpe brag – og så øredøvende stilhed, Bornholm var befriet.

Undervejs havde ingen vidst, hvor længe russerne havde tænkt sig at blive på øen. Bornholmerne og ikke mindst kvinderne i befolkningen må have draget et lettelsens suk, da de sidste soldater sejlede ud på havet.

'På Vejen hjem fik jeg mig en ordentlig Forskrækkelse'

Vi har fra museumsinspektør Jakob Seerup, Bornholms Museum, modtaget følgende breve fra krigens tid, skrevet af Birte Kure, født 1926.

Søndag Eftm. Du må undskylde jeg sådan holder op med at skrive midt i Brevet, men det er fordi jeg har haft travlt. Jeg lovede, jeg vilde fortælle dig lidt om Russerne herovre. Da vi kom ind med Damperen mødte der os et mærkeligt Syn, for på alle Kajerne var der fuldt af Kasser, Tøj, Halm, Dyner, Møbler, Symaskiner o.m.a, som de formentlig har haft med fra Tyskland af.

Mange af dem ser ud som os danske, men nogle af dem er sådan, som jeg har forestillet mig, mørke i Huden og stort sort Skæg og ikke videre rene. I Går da Grete og jeg var nede og hente min Cykel på Havnen, var vi henne og se på hele Menageriet og nogle af de Øverstkommanderende sagde til os: Sprechen Sie Deutsch? Men vi sagde jo ikke noget.

De er meget venlige og smiler hele Tiden og synger, når de kører gennem Byen. Det er vist Meningen de vil befæste Hammeren og så lave en international Flyveplads hernede ved Hasle-Sandvig. Det er rigtignok, at de røvede og plyndrede da de kom, for de mente at hele Byens Befolkning var Tyskere, men der blev hurtigt sat en Stopper for det.

Hos os har der heldigvis ikke været nogle, men nede hos Eva havde de indlogeret sig, men havde ikke taget andet med sig end et Strygejern, et Sølvskrin, Bordtæppet samt nogle Småting foruden. Alt Øl havde de drukket, bare ved at knække Halsen på Flaskerne. Æg spiser de med Skallen på efter hvad Eva sagde. Du kan tro jeg savnede dig i Går.

I Aften har jeg været en lille Tur ude ved Nordskoven og Stranden, der var så yndigt ude, men på Vejen hjem fik jeg mig en ordentlig Forskrækkelse. Da jeg skulde til at gå hjem var det efterhånden blevet lidt halvmørkt og pludselig kommer der en Russerbil kørende forbi mig og standser lidt længere fremme. Jeg blev hundeangst og var ved at gå ind til Inger N., men da der ikke kom nogen ud af Bilen gik jeg videre hen ad den mørke og mennesketomme Vej, og da jeg kommer hen til Bilen kommer der en fed russisk Officer ud og siger: "Pige, kom" tre Gange. Kors hvor blev jeg bange. Jeg for jo af sted, men heldigvis opgav han at følge efter.

Hvis det ikke var, fordi der er begået så mange Voldtægtsforbrydelser herovre, så var jeg såmænd ikke blevet bange, men der er nu sket så meget grimt herovre den sidste Uges Tid. På Sygehuset er der en Del unge Piger indlagt, og Amtslægen har 20-30 Anmeldelser om Dagen, og det er jo ikke så lidt. Jeg skrev i et Brev, at der havde været så mange Russere i Byen en Dag. Nu viser det sig, at de skulde ud og se to soldater, der havde begået Voldtægt, blive skudt, til Skræk og Advarsel.

Jeg sidder nu ude i Haven og skriver, her har været Musik hele Dagen, der sidder nemlig to ude på Bænken og spiller, en på Banjo og en på Harmonika.

I Formiddag var vi ude og se på nogle Grave ude i Nordskoven, hvor der ligger 10-12 russiske Soldater begraved. Samtidig snakkede vi med sådan en pæn russisk Korporal fra Moskva, det var meget interessant, men han kunde ikke tale tysk, så det var jo lidt besværligt. Det eneste Danske Ord han kunde sige var "Snaps", han vilde give os 50 Kr. for en Flaske.

Du kan tro der er en livlig Byttehandel herovre, for to Flasker Vin kan man få en Cykel – men så kan man risikere, han kommer Dagen efter og vil have Cyklen igen.