Svend sejlede tyske soldater væk fra Bornholm og kom retur med russerne

ØJENVIDNE

En dag for et par uger siden ringede telefonen på redaktionen.

– Det er Svend Henriksen her i Rønne. I har skrevet noget om, da tyskerne blev sendt tilbage til Kolberg, og russerne kom til Bornholm og og så senere rejste herfra igen. Er I interesserede i en personlig beskrivelse af den tur, altså hvordan man sejlede tyskerne derned og fik russerne med tilbage?

Ja, tak skæbne, vel er vi da det!

– Jeg var personligt med, da man sejlede tyskerne derned og hentede russerne. Det var på en fiskerbåd. Men I synes måske, I har oplysninger nok, fortsætter Svend Henriksen.

Øjenvidneberetninger kan man aldrig få nok af, så vi beslutter at besøge Svend i hans hus i Rønne, hvor han tager imod.

Det er en særdeles frisk 93-årig mand, der åbner hoveddøren til parcelhuset og byder indenfor. Frisk i blikket, fast i stemmen, og da vi har sat os i møblementet i stuen, er der noget ved hans bevægelser i kroppen, der signalerer en langt yngre mand.

Han har da også styr på kalenderen, kan man konstatere på væggen, hvor han har revet bladene af, så den er opdateret. Jo, det er den 29. maj denne dag.

På væggen hænger også en violin, i reolen står mange bøger, deriblandt Gads operaleksikon og to bind om Robert Storm Petersen. Interessen spænder bredt.

Svend Henriksen var knap 18 år, da han oplevede historiens vingesus på nært hold og var direkte aktør i nogle af de begivenheder, som i stor stil har været oppe at vende i pressen her, hvor det er 75 år siden, de russiske soldater omsider forlod Bornholm efter at have opholdt sig på øen i cirka 11 måneder efter Anden Verdenskrigs afslutning.

– Jeg kom med i det på den måde, at jeg som næsten 18-årig fiskede fra Allinge, hvor jeg er opvokset, sammen med min far og min fire år ældre storebror. Vi fiskede sild om sommeren, siger Svend.

Skoleinspektør

Det var på farens fiskebåd, og hvis vi lige skal gøre Svends erhvervsmæssige historie færdig, så begyndte han efter 7. klasse som kun 13-årig at arbejde som fuldtidsfisker – altså for 80 år siden.

I 1947 stoppede han dog, gik på handelsskole og fik kontorjob. Siden flyttede han til København og arbejdede som kontorist, men begyndte at læse til lærer på aftenseminariet i 1950'erne.

– Jeg blev lærer i 1957 og kom til Klemensker Skole, i 60'erne blev jeg viceinspektør og til sidst blev jeg skoleinspektør, siger han.

Hvordan fandt du på, at du ikke skulle være fisker?

– Det passede mig egentlig bedre at have et arbejde på land end at ligge og fiske. Og i mellemtiden var jeg også blevet forlovet, og min kone kunne ikke fordrage, at jeg skulle sejle på havet.

Men det gjorde Svend altså i 1945, og pludselig en dag umiddelbart efter, at russerne bombede både Nexø og Rønne, fordi de tyske tropper ikke ville overgive sig, kom der en besked til den bornholmske fiskerflåde.

Det må vel have været den 9. maj?

– Ja, det må det jo have været. For det var umiddelbart efter bombardementerne, og der kom altså en besked til samtlige skippere, men det er aldrig gået op for mig præcis hvordan. Jeg forestiller mig, at det er sket gennem fiskeriforeningen, hvor de fik at vide, at de skulle sejle til Rønne Havn. Og det gjorde vi ligesom de øvrige fiskerbåde. Det var egentlig min far, min bror og mig, der skulle afsted, men min mor sagde "ikke tale om, I skal ikke til Tyskland alle tre", så min far blev hjemme, og vi fandt en anden i stedet for ham.

– Vi sejlede til Rønne Havn, og den var stuvende fuld af fiskerbåde. Rønne var jo en rygende ruin, og der var ingen butikker. Vi havde ingen proviant, og alt var rationeret dengang, men vi fik at vide, at oppe i det, der hed Shell-Parken bag ved biografen, kunne vi købe noget mad. Vi købte noget knækbrød og leverpostej, og det var, hvad vi havde med af forsyninger i de dage.

– Så lå vi bare og ventede nede i havnen, og pludselig fik vi en halv snes tyskere ombord. Vi ventede på, om der skete noget, og da vi fik besked på at sejle, fulgte vi bare flokken. Der var et mylder af fiskerbåde, men vi anede ikke præcis, hvor vi skulle hen. Det viste sig at være til Kolberg, men der var ikke nogen egentlig kaj, da vi kom frem, vi lå nærmest bare i en flodudmunding, men vi slap da af med tyskerne, som gik i land, og så fik vi besked på at vente. Det gjorde vi så. Vi overnattede, og næste dag kom der pludselig en hel masse russere, som skulle med os tilbage. Vi fik syv-otte stykker ombord og gik der og kiggede lidt på hinanden. Og da de andre både begyndte at sejle, sejlede vi med.

Et billede fra Svend Henriksens fotoalbum af hans fars fiskerbåd. Foto: Berit Hvassum

Russen kaput

– Jeg husker en fiskerbåd ved siden af os, som havde en hestevogn stående på tværs, og da båden begyndte at gynge, måtte de skynde sig at surre hestevognen fast. Russerne havde jo forskelligt grej med. Tilbage i Rønne afleverede vi russerne, og så fik vi at vide, at nu kunne vi bare sejle hjem. Så vi returnerede til Allinge, og så var der sådan set ikke mere. Men det pudsige var, at alt foregik totalt planløst, og ingen vidste noget om noget som helst. Vi troede egentlig, at vi skulle sejle en gang til, men det skulle vi ikke, siger Svend.

Fik I betaling for jeres tur?

– Ikke en øre, men der blev dog hældt olie på båden, inden vi sejlede derned.

Kunne I kommunikere med de her russere og tyskere, I sejlede med?

– Nej, det var ikke meget. Der var en af de tyske soldater, som prøvede at forklare sig og sagde noget med "russen kaput".

Hvordan havde du det med, at tyskerne var på Bornholm i de år under krigen?

– Det mærkede vi jo ikke meget til i det daglige.

Tænkte I over, om de nogensinde ville forsvinde igen?

– Desto længere tid, der gik, desto mere blev vi klar over, at tyskerne ville tabe krigen, så vi var fuldstændig klar over, at de ville forsvinde igen.

Hvad så med russerne, tænkte I på, om de ville blive?

– Dét vidste man ikke noget om. Jeg talte med folk i Nexø, kan jeg huske, og de sagde, at der var flere familier, som var flyttet til Sjælland, for de ville ikke være på Bornholm under russisk herredømme.

I var i tvivl om, hvad der ville ske?

– Helt fuldstændig! Vi anede ikke noget om, hvornår eller om de ville tage afsted.

Blev I glade, da de rejste?

– Selvfølgelig, det var en stor lettelse. Og det gik stærkt, da først de skulle rejse, fortæller Svend Henriksen, som for nylig har været på Bornholms Museum og se den aktuelle udstilling "Russerne kommer! – Sovjetiske soldater på Bornholm 1945-46".

– Der stod intet om, at den bornholmske fiskerflåde hjalp til med at slippe af med tyskerne og tage de russiske soldater med tilbage til Bornholm, konstaterer han.  

Russerne på Bornholm

Da de tyske tropper på Bornholm under Anden Verdenskrig ikke ville overgive sig til sovjetiske styrker, blev Nexø og Rønne udsat for et flybombardement den 7. og 8. maj 1945. Ud af Rønnes i alt 3.200 ejendomme blev 2.900 beskadiget, heraf 212 huse totalt ødelagt. Ud af Nexøs i alt 959 ejendomme blev 856 beskadiget, heraf 175 huse totalt ødelagt.

Ved bombardementerne omkom 10 civile bornholmere og et større antal tyske soldater og civile flygtninge. Den 9. maj 1945 overgav de tyske tropper sig betingelsesløst, hvorefter russiske tropper gik i land.

Kilde: Bornholms Museum