Fremgangsmåden i forbindelse med den aktuelle grundstødning er langt hen ad vejen standard, men samtidig er hver enkelt sag unik.
– Det bliver vurderet fra sag til sag, blandt andet ud fra hvad der ser ud til at have medført grundstødningen og også i forhold til, hvor store skader man kan forvente, der har været, siger Martin John.
Lige så snart der er tvivl om, at skibet er sikkert, bliver det tilbageholdt af Søfartsstyrelsen, som det også er sket i den konkrete sag.
– Medmindre det er noget, skibet selv, dets flagstat eller klassifikationsselskab kan redegøre for, så gennemfører vi også tilsyn om bord, siger synschef Martin John om Søfartsstyrelsens fremgangsmåde ved grundstødninger.