Tjener penge med sin mand for at kunne arbejde gratis i en butik

Søren Strandman-Møller

Journalist

Mira Stenberg Andersen synes, der mangler mangfoldighed på den bornholmske kunsthåndværkerscene. Derfor arbejder hun som frivillig 30 timer om ugen.

Hvad laver du til daglig?

– Jeg arbejder her i butikken Ø-håndværk.

Hvad sælger du i Ø-håndværk?

– Det er en butik med bornholmsk håndværk og kunsthåndværk. Tanken er egentlig, at det er et fælles samlingssted for lokale kunsthåndværkere og folk, der laver ordentligt, traditionelt håndværk af forskellig slags. Vi har et fællesskab med en bred vifte af forskellige ting, som vi gerne vil præsentere som en del af det bornholmske. Det er tænkt til turister, men så sandelig også for herboende. Man får en større bevidsthed om det der med at købe lokalt, støtte lokalt og være stolte af, at det er lokalt.

Hvordan fungerer butikken?

– Det er jo en butik, hvor man kun betaler for det, man sælger. Så når man sælger noget, så betaler man gennem sit salg, altså kommisionssalg. De penge går til de fælles ting, vi har. Husleje, kodaafgifter, kasseapparat, vand, varme og så videre. Så det er det, alle pengene bliver brugt på.

Vil det sige, at det er et frivilligt job at stå hernede?

– Det lyder meget flot, men jo – det er det vel. Jeg er frivillig af hjertet, kan man sige. Inden vi kom hjem til Bornholm - altså for mig var det at komme hjem, fordi jeg er fra Bornholm - var vi på øen som turister. Når jeg så skulle vise min mand og hans islandske familie Bornholm ud fra mit perspektiv, så begyndte jeg at få en fornemmelse af nogle gentagelser og nogle tendenser, som jeg synes var lidt ærgerlige. Når nogen klarer sig godt, og det er jeg glad for, kommer det også til at blive lidt dominerende. Man kan få den samme keramik alle steder, og det er utroligt dejligt for dem, der har succes, men det gør på en måde også, at der bliver lukket af for alsidigheden. Det er den alsidighed, jeg savnede.

Kan man komme som kunsthåndværker og spørge, om man gerne må sælge sine ting her?

– Ja, det kan man. Jeg kontakter også nogen, hvis jeg synes, deres ting er spændende. Men der er helt sikkert folk ude på øen, som jeg overhovedet ikke kender til, men som laver noget superspændende, for der er jo så utroligt mange gode kunsthåndværkere og folk, der laver godt, gammeldags håndværk, som jeg slet ikke har mødt endnu. Men det er en blanding af, at jeg kontakter folk, og de kontakter mig. Der er nogle, der bruger det som et springbræt til at se, om der er interesse for det, de laver. Så har jeg også en gruppe af enormt erfarne kunsthåndværkere, som bare godt kan lide at være få steder. En af præmisserne for at være med, er, at man ikke er sådan én, der er overrepræsenteret på Bornholm. Hvis man har mange gode salgssteder i forvejen, er det rigtig dejligt, men så er det bare ikke stedet her.

Hvis du ikke tjener penge her, hvordan klarer I jer så?

– Vi har et firma ved siden af, et byggerådgivningsfirma, som ligger i samme bygning, hvor vi arbejder med firmaer på Island. Det er min mands hjertebarn, men også vores fælles levebrød, som jeg også arbejder med. Jeg laver skat og moms og sørger for eksport. Jeg er praktisk gris bag det hele. Så sidder han og laver byggerådgivning i Island online.

Hvor mange timer bruger du på Ø-håndværk?

– 30 i hvert fald. Men du skal jo huske på, at vi er en ø, hvor der er en højsæson, og jeg slet ikke laver andet og nogle gange mangler ekstra hænder, og så er der en ganske almindelig januardag, hvor der næsten ikke er nogen mennesker. Vi har en begrænset åbningstid med officielt 24 timer om ugen. Så har jeg åbent efter aftale. Der er også folk, der skriver eller ringer, hvis de ikke har mulighed for at komme i åbningstiden. Så sælger vi lidt gennem Instagram og Facebook. Så jeg bruger cirka 30 timer om ugen på det.

Hvordan får du så tid til dit andet arbejde?

– Det er meget fleksibelt. De timer, hvor jeg står her i min åbningstid, og hvor der ikke er noget at lave i butikken, det er typisk der, hvor jeg arbejder for vores firma. Så har jeg ofte computeren fremme og står og arbejder, og så lukker jeg den igen og fokuserer på butikken, når der kommer folk ind.

Hvor har du boet henne, fra du forlod Bornholm, til du kom tilbage igen?

– Jeg har boet ovre en årrække, mest på Frederiksberg. Da jeg var ung, boede jeg i England, og så har jeg boet på Island i otte år i Reykjavik med min mand. Jeg flyttede tilbage, og så fulgte han med. Han er fra Island og valgte at tage sit erhverv med til Bornholm.

Hvad har ændret sig på Bornholm i de år, du har været væk?

– Da jeg var barn, havde man ikke alle de skærmmuligheder man har i dag. Man var meget i idrætshallerne – både når man selv trænede, og når andre trænede. Idrætshallerne var meget mere livlige og aktive, end jeg føler, de er i dag, og der var også større tilslutning. Der ærgrer mig, når jeg kommer op i hallen i Rønne, at der ikke er nogen halinspektør mere eller nogen kantine, hvor man kan købe en hotdog og en kakaomælk. De, der kommer i hallen i dag, er dem, der skal være der. Og så er det slut. Man bliver ikke og hænger ud sammen med sine venner der længere. Jeg oplever også i mine egne børns hverdag, at der er en tendens til, man tager mere hjem selv og er mere hver for sig. Jeg hører ofte sætningen ”vi ses på snappen”. Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er flere fysiske fællesskaber.

Mira Stenberg Andersen

46 år gammel
Gift
Fire sammenbragte børn
Bor i Rønne