Generelt stiger kommunernes takster med 2,1 procent i 2022, men der findes visse undtagelser, hvor det ikke blot er den samlede, nationale pris- og lønfremskrivning, der afgør priserne, som bornholmske borgere eller virksomheder skal betale for forskellige ydelser.
En af de grupper, der skal betale forholdsvist mere, er forældre med børn i kommunale vuggestuer, dagplejer eller børnehaver. Vuggestuepladser kommer til at koste 4,3 procent mere end i 2021, mens taksten hos dagplejen og i børnehaver øges med henholdsvis 2,7 og 2,4 procent i år.
Stigningerne skyldes, at "taksterne på dagpasningsområdet beregnes ud fra de vedtagne budgetter", skriver regionskommunen i takstbladet, der blev vedtaget som en del af det samlede budget.
– Det betyder, at når vi i kommunen øger vores budget, så vil forældrebetalingen stige, siger børne- og skoleudvalgsformand Morten Riis (EL).