Børnepasning bliver dyrere – især for en bestemt aldersgruppe

Børnepasning bliver dyrere – især for en bestemt aldersgruppe
Prisstigningen rammer især en aldersgruppe hårdt. Arkivfoto: Berit Hvassum
BØRNEPASNING | BORNHOLM | ABONNENT | 4. JAN 2022 • 07:30
Jakob Nørmark
Journalist
BØRNEPASNING | BORNHOLM | ABONNENT
4. JAN 2022 • 07:30

Familier med små børn rammes hårdest, når kommunen i det nye år skruer priserne op på børnepasning.

Generelt stiger kommunernes takster med 2,1 procent i 2022, men der findes visse undtagelser, hvor det ikke blot er den samlede, nationale pris- og lønfremskrivning, der dikterer priserne.

En af de grupper, der skal betale forholdsvist mere, er forældre med børn i kommunale vuggestuer, dagplejer eller børnehaver. Vuggestuepladser kommer til at koste 4,3 procent mere end i 2021, mens taksten hos dagplejen og i børnehaver øges med henholdsvis 2,7 og 2,4 procent i år.

Stigningerne skyldes, at "taksterne på dagpasningsområdet beregnes ud fra de vedtagne budgetter", skriver regionskommunen i takstbladet, der blev vedtaget som en del af det samlede budget for 2022. 

En af grundene til stigende takster er, at minimumsnormeringerne gradvist bliver indfaset i 2022.

"I grundlaget for beregning af forældretakster og tilskud til private pasningstilbud, er der endvidere indregnet puljemidler fra staten på 4,79 mio. kr. til indfasning af minimumsnormeringer i 2022," oplyser kommunen.

Forældrebetalingen i dagtilbud udgør 25 procent af de budgetterede driftsudgifter.