Tryg Fondens Nationale Druknestatistik har dokumenteret, at der i perioden 2001-2018 druknede i gennemsnit 14 personer om året i danske havne, hvilket svarer til en fjerdedel af alle drukneulykker i Danmark.
– Tusindvis oplever hvert år at være tæt på at drukne, og vi ved, at et af de hyppigste steder for drukneulykker er havnene. Det kan være meget svært at komme op fra et havnebassin ved egen hjælp, hvis der ikke er en redningsstige, og i mange havne er redningsstigerne vanskelige at få øje på. Derfor har vi gennem flere år arbejdet med at udvikle og teste en stige, som er nem at få øje på og let at komme op af, siger René Højer, programchef i Tryg Fonden.
Vanskeligt at få folk op
Hvert år sker der drukneulykker i danske havne, som formentligt kunne være undgået, hvis der var flere redningsstiger, siger Sten Emborg fra Søsportens Sikkerhedsråd.
– Der er ingen tvivl om, at redningsstiger spiller en central rolle for sikkerheden og trygheden blandt havnens brugere. Selv når der er folk på land til at hjælpe personen i vandet, er det utroligt vanskeligt at få personen op på land, hvis der ikke er en solid redningsstige, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.