'En bar på havnen øger risikoen for ulykker'

'En bar på havnen øger risikoen for ulykker'
Kasper Møller Mikkelsen fra Aarsdale Havn er glad for de to redningsstiger, som havnen har fået doneret af Tryg Fonden. Foto: Jacob Jepsen
Mandag 14. juni 2021 • 16:42
Mandag 14. juni 2021 • 16:42

SIKKERHED

Havnen i Aarsdale har fået en renæssance. Ny sommerbar, genåbnet røgeri, mærkbar tilflytning og stigende huspriser.

Det betyder mere trafik, både i byen og på havnen, og flere mennesker på havnen betyder øget risiko for ulykker.

Derfor sendte Aarsdale Havn for et halvt år siden en ansøgning til Tryg Fonden, der sammen med Flid og Søsportens Sikkerhedsråd står bag projekt Sikker Havn.

– Vi søgte fem redningsstiger og fik to, og det er vi også rigtig gade for, for vi er en forening med begrænset økonomi, siger Kasper Møller Mikkelsen fra Aarsdale Havn.

Flere børnefamilier på havnen

Han fortæller at havnen i Aarsdale i øjeblikket oplever en opblomstring efter nogle stille år. Det skyldes især, at det københavnske bryggeri Mikkeller åbnede en burgerbar i det gamle frysehus for to år siden.

– Mikkeller har været katalysator for en masse aktiviteter, og det betyder, at der er kommet turister og børnefamilier på havnen, hvor der før var erhvervsfiskere, fortæller Kasper Møller Mikkelsen.

En bar på kajen øger i sig selv behovet for sikkerhed, tilføjer han.

– Så vi spurgte os selv, hvad kan vi gøre for at højne sikkerheden, siger Kasper Møller Mikkelsen.

Et af svarene er redningsstiger, der lyser om natten ved hjælp af solceller.

Redningsstige ved indsejlingen

Den ene redningsstige er sat op ved indsejlingen, hvor der står folk og fisker, og hvor der også af og til kommer en stor bølge ind over. Den anden er sat op som erstatning for den gamle redningsstige ved tankanlægget.

– De to stiger, der er altså er doneret af Tryg Fonden, blev sat op for en måned siden, og fungerer som de skal, siger Kasper Møller Mikkelsen.

FÅ ABONNEMENT