– Det har jeg jo gjort siden 2008, da vi startede klinikken. Jeg har været dybt involveret i emnet, og også om jeg så må sige været bagmand i den nyere danske lovgivning på området. Dertil har jeg været konsulent for Styrelsen for Patientsikkerhed og samarbejdet med Sikkerhedsstyrelsen. Jeg har været tæt på lovgiverne, siger Jørgen Serup.
Ikke mobbe
At han ikke på tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital har set et eneste tilfælde af bylder hos vaccinerede eller hørt om det andetsteds fra, mener han dog ikke skal være anledning til at "mobbe" Jeanette Ørsted for sine udsagn:
– Man kan jo finde alt muligt ukritisk serveret på medierne, alle mulige angstscenarier, konspirationsteorier, naive udsagn, fake og så videre. Jeg mener, Jeanette er i god tro og af godt hjerte på et vildspor. Men hatten af for hendes idealistiske tilgang til kunderne – det er sådan set flot og ikke anledning til, at hun skal latterliggøres. Det er nok snarere de naive end de kyniske, der arver Guds rige, som overlægen udtrykker det.
– Uden at jeg kender hende tror jeg, at hun er en meget omhyggelig tatovør. Mange af dem er også kunstnerisk indstillede, og hun føler sikkert af et godt hjerte, at hun ikke udsætter sine kunder for fare, og derfor har jeg også meget respekt for hende som etisk person, siger han videre.