Nye testcentre på vej – 150 har søgt job som poder

Nye testcentre på vej – 150 har søgt job som poder
Der er stor interesse for at få job som poder, fortæller Copenhagen Medical, der skal oprette en række nye testcentre her på øen. Arkivfoto: Jacob Jepsen
Fredag 26. februar 2021 • 14:23
Julia Aka Wille
Journalist
Fredag 26. februar 2021 • 14:23

SUNDHED

Som den eneste kommune i landet kan Bornholm på mandag åbne dørene for alle elever i grundskolen, på efterskolen, højskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Derudover genåbner de liberale serviceerhverv også 1. marts. Med en anbefaling om en ugentlig test af alle bornholmere, to ugentlige test for elever og lærere og et krav om fremvisning af en negativ coronatest, når man skal besøge de liberale serviceerhverv, sætter det testkapaciteten på prøve.

Copenhagen Medical har derfor søgt efter nye podere og registranter, der kan arbejde i de bornholmske testcentre.

For der er nemlig flere nye centre på vej, hvor bornholmere fra på mandag kan blive testet for coronavirus. De nye centre bliver i henholdsvis Campus Bornholm i Rønne, Nexø, Allinge, Svaneke og Gudhjem, og alle testcentre vil udføre gratis lyntests. Det fortæller Trine Baadsgaard, der er pressechef hos Copenhagen Medical.

Hun oplyser, at 150 personer har søgt jobbet som poder i de nye testcentre på Bornholm.

– Vi manglede som udgangspunkt op til 50 nye medarbejdere. Der er rigtig mange, der har søgt, og det er jo godt, at der er så mange, der er interesserede i jobbet, fortæller Trine Baadsgaard, der oplyser, at det er lokale, der har søgt jobbet.

Copenhagen Medical forventer at teste flere tusinde mennesker om dagen de par næste uger – og måske måneder.

Op til 1.500 om dagen

Rønne vil få et nyt stort testcenter på Campus Bornholm. Det er et særligt tilbud udelukkende til elever og studerende og vil have åbent mandag til fredag klokken 8-16.

I Nexø vil der komme et testcenter i Møbelfabrikken med en daglig kapacitet på 1.000 med opskalering til 1.500. Åbningstid klokken 8-20 alle dage.

I Allinge, Svaneke og Gudhjem vil man kunne blive lyntestet nogle gange om ugen. I Allinge er det mandag, tirsdag og onsdag, i Gudhjem er det torsdag og fredag, og i Svaneke er det lørdag og søndag. Alle tre steder er det klokken 8-16.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.

Mobile enheder

Der er fredag sendt et hold fra Copenhagen Medical til Bornholm, hvor de i weekenden skal uddanne nye podere.

– Det tager omkring tre timer at blive uddannet poder. Derefter skal man pode under supervision, indtil man kan kalde sig certificeret poder, fortæller Trine Baadsgaard.

Copenhagen Medical har udover de faste testcentre en række mobil enheder, der kører ud til forskellige lokationer på Bornholm.

FÅ ABONNEMENT