Lyntestcentret i Søndermarkshallen forbliver og udvides. Der er blevet ansat syv nye podere i centret, så der nu er 38 faste medarbejdere. Udover de nye ansatte har testcentret udvidet kapaciteten med to nye spor, så der nu er fem spor. Det fortæller områdeleder i Falck, Klaus Rønne Jensen.
– Mandskabet er på plads. I dag har vi uddannet syv nye podere, der skal være her på fuld tid. Vi mangler stadig at ansætte fire til seks medarbejdere, siger han.
Områdelederen kan oplyse, at der i den seneste uge gennemsnitligt har været omkring 1.000 personer forbi lyntestcentret dagligt, og han forventer, at tallene bliver højere, når der genåbnes for skoler og liberale erhverv på mandag.